Didier Deschamps og Frankrig levede op til nationens store forventninger og vandt 2-0 over Tyskland i EM-semifinalen. Det betyder, at franskmændene nu er klar til finalen på søndag, hvor Portugal venter i Paris.

Sejren fik naturligt nok endorfinerne til at bruse over hos landstræneren for Frankrig.

»Det er en masse glæde, lykke og stolthed. Denne kamp var hård mod et hold, der er verdensmester. Vi havde problemer mod en svær modstander, men vi stoppede aldrig. I anden halvleg fik vi bedre styr på tingene. Vi havde problemer, men vi vandt,« sagde Didier Deschamps efter kampen til tv-kanalen TF1.

Didier Deschamps har selv spillet finaler som aktiv, hvor han var den defensive styrmand og også en del af det franske landshold, der blandt andet vandt VM på hjemmebane i 1998. Her løftede Deschamps pokalen som anfører. Nu er han landstræner, og det er ikke helt det samme. Men det er stadig helt okay.

»Det er fantastisk, det er en finale, der er én kamp tilbage og det er om tre dage, Det var vanvittigt med publikum på stadion, og jeg tror, det bliver endnu vildere nu efter denne sejr. Jeg har altid troet på mine spillere. Jeg valgte nogle til at være i denne gruppe, og de gør det godt. Det er deres sejr, deres historie. Jeg har spillet mange finaler, men det er bedre, når man er på banen,« siger han.

Frankrig jubler over sit første mål mod Frankrig.
Frankrig jubler over sit første mål mod Frankrig. Foto: Kai Pfaffenbach
Vis mere