Normalt er det et wellnesshotel. Badebukser, badekåbe og afslapning ud til Øresund.

Natten mellem lørdag og søndag er en del af Hotel Marienlyst pludselig omdannet til en form for krisecenter for 25 landsholdsspillere, der tidligere samme dag oplevede det værste i deres fodboldliv. Deres ven Christian Eriksen var et kort øjeblik død for øjnene af dem på det græs, som betyder så meget for dem. Foran 15.200 af de mennesker, der skulle ind for at feste for alvor for første gang i umindelige tider.

Der sidder de så. I et fælleslokale og får lidt at spise, mens de taler indbyrdes om den ven, som måtte blive på Rigshospitalet, bare et udspark fra Parken.

»Krisepsykologerne kommer og starter seancen, hvor vi forsøger at fortælle lidt om vores oplevelse med det, og hvordan vi kan håndtere det. Nogen forsøgte derefter at få lidt søvn, og andre sad og snakkede videre om det,« siger Hjulmand.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er mere end en time i helvede, de skal snakke om. Aldrig nogensinde vil de glemme de minutter, hvor Christian Eriksens ben mister kraft og ekser under ham. Joakim Mæhle er første mand hos Eriksen, og det er nordjydens bevægelser med armen ud mod den danske bænk – mere præcist lægestaben – der fortæller historien om alvorligheden ved det, der lige er sket.

Parken er i chok. På ingen tid bliver 15.000 mennesker tavse. Apatiske. Afventende. Lige det modsatte er Danmarks anfører, Simon Kjær – Christian Eriksens ven. Med en sprint er han mand nummer to ved Christian Eriksen. Ned på knæ foran sin ven for at se til ham.

»At se Simon være næstlængst væk fra Eriksen og være nummer to henne hos ham ... Stille sig og følge med og være opmærksom på Sabrina (Kvist Jensen, Eriksens kæreste, red.) med Kasper Schmeichel. At kommunikere og lede nede i omklædningsrummet. Vi er et hold med fantastiske ledere. Der var rigtig mange, der agerede rigtigt, men Simon er bare et stort forbillede,« siger Hjulmand.

Derfra går minutter, der reelt føles som timer, mens Christian Eriksen svæver mellem liv og død. Det er Simon Kjær, der træffer beslutningerne. Først får han sat sine holdkammerater op som mur. Kun Daniel Wass og Pierre-Emile Højbjerg må trække væk fra det uhyggelige syn, mens Thomas Delaneys øjne er våde, Andreas Christensen kigger mod de højere magter og Jonas Wind næsten ikke kan være i sig selv med ryggen til Christian Eriksen.

Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Simon Kjær står den anden vej. Med øjnene på sin gode ven Christian Eriksen, der er ramt af et hjertestop, og landsholdslæge Morten Boesen, der kæmper for at redde hans liv.

»Han var væk på et tidspunkt. Hvor tæt var vi på at miste ham helt? Det ved jeg ikke. Detaljerne omkring, hvorfor det skete, kan jeg ikke svare på. Men vi måtte i gang med hjertemassage og stød, fordi han var væk,« siger Boesen.

Morten Boesen får ham tilbage, og Christian Eriksen vågner, inden han køres ud af Parken. Det er der få i Parken, der er klar over. Blandt størstedelen af tilskuerne hersker fællesskabstvivlen. Og selvom nogle af de danske spillere måske har set Christian Eriksen vågne, kender de ikke hans tilstand tilstrækkeligt til at kunne fortsætte kampen.

»Jeg snakker tæt med spillerne, og jeg taler med dommeren ude på banen. De delegerede kommer hen til mig. Vi beslutter, at vi går i omklædningsrummet og lader tiden gå. Vi er enige om, at vi intet gør, før vi har en eller anden positiv tilkendegivelse fra Christian,« siger Kasper Hjulmand.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Der er ikke nogen af spillerne, der ser Christian Eriksen eller taler med ham. Det er andre end spillerne, der har talt med ham, mens de får beskeden. Deres kammerat er ved bevidsthed, og han taler. Så nu skal de træffe en umenneskelig beslutning.

»Vi får de muligheder. Enten klokken 12 i morgen, eller også kunne vi fortsætte. Det var det, vi kunne gå tilbage til spillerne med. Dommerne sagde det til spillerne, og det var det valg, som skulle træffes. Den beslutning lå inde i omklædningsrummet,« siger Hjulmand.

I omklædningsrummet lørdag aften kan Hjulmand ikke se nogen anden mulighed end at spille kampen færdig med det samme. Få det overstået. Komme videre. Traumet skal for alt i verden ikke trækkes yderligere ud. Dagen derpå har han dårlig samvittighed over, at Danmark gik på banen igen.

»Spillerne vidste ikke, om de havde mistet deres bedste ven. Vi skulle ikke have spillet,« siger Hjulmand.

Men det gør Danmark. Og det ender med et nederlag til Finland. Kun Kasper Hjulmand kan finde bare et minimalt overskud til at gå til pressemødet bagefter – spillerne går direkte i bussen, mens ansigterne fortæller en helt anden historie end blot et nederlag.

Og det er herfra, der skal bruges hjælp. Krisehjælp. En times bustur til Helsingør, og så skal tingene tales igennem, men for de fleste danske spillere er der noget langt vigtigere end at tale med hinanden. De vil tale med Eriksen.

»Jeg skriver med ham i nattens løb, og det ved jeg, at der er andre, der også gjorde, og vi taler alle med ham i morges, hvor vi ser hans smil. Så siger han: 'Hvordan har I det? Jeg tror sgu, at I har det værre, end jeg har det. Jeg føler det, som om at jeg skal ud og træne nu, drenge',« siger Kasper Hjulmand.

Det var det videomøde, som de danske landsholdsspillere havde brug for. Og det var den udmelding, hele en hel fodboldverden havde behov for efter det danske landsholds værste mareridtstimer.