Det er forbundet med en afmålt forventning, at vi starter båndoptageren og indleder samtalen på de godt 20 minutter, vi af DBU har fået med Kasper Dolberg.
For enhver dansk fodboldfan har formentlig grinet med på vittigheder om, at Dolberg ikke jubler, når han scorer, og som journalist er det sjældent Dolberg, der kaster sig ud i lange og malende svar, som stryger direkte i overskrifterne.
Men da B.T. sætter sig med angriberen på tomandshånd i et lænestolsarrangement på Hotel Marienlyst i marts måned står det hurtigt klart, at der intet er at være nervøs for.
Dolberg har nemlig masser på hjerte i en snak om det prædikat, der har fulgt ham hele fodboldlivet, hans nye familieliv som far til tvillinger og om dét job, han ville have, hvis han ikke sad her som landsholdsspiller.
Vi indleder med stemplet som introvert, der har fulgt hans karriere, siden Ajax i 2015 ringede hjem til forældrene i Silkeborg for at høre, om det var normalt, at deres søn ikke sagde noget, og op gennem de seneste år, hvor angriberens person har givet sydeuropæiske trænere hovedpine.
»Jeg ved godt, jeg er introvert og jeg ved godt, at jeg ikke ligner alle andre. Det må I gerne skrive, og folk må gerne kalde mig det.«
»Men det er irriterende, når folk ser på det som en negativ ting og som en ting, der gør mig til en dårligere fodboldspiller, så jeg bliver valgt fra. Det har ingen sammenhæng,« siger Dolberg og slår et slag for andre som ham:
»Det er også ærgerligt, hvis folk, der er introverte, tror, at det er en dårlig kvalitet, når de hører det.«
Beskrivelserne af Dolbergs stille personlighed så hurtigt dagens lys, da han blev solgt fra Silkeborg til storklubben Ajax som ganske ung.
Stortalentet blev interviewet og spurgt til, hvorfor han var, som han var, men han har aldrig forsøgt at ændre den del af sig selv.
»Jeg har ikke fået hjælp eller følt, at jeg havde brug for det. Langt hen ad vejen har det også bundet i usikkerhed. Da jeg var yngre, var det i forhold til det med, at jeg kom ind i en førsteholdstrup i Ajax og det samme her, da jeg skulle ind på landsholdet.«
»Jeg føler, jeg er vokset med det, og med alderen føler jeg helt sikkert også, at jeg har lært at være lidt mere åben og interesseret i andre mennesker.«
»Men jeg råber selvfølgelig ikke højest, når vi alle sidder og spiser eller er i omklædningen. Men jeg byder ind og siger, hvad jeg tænker en gang imellem,« siger Dolberg, som nu hviler i, at han er akkurat, som Kasper Dolberg bare er.
»Ja, præcis. Jeg skammer mig ikke over, at jeg er lidt mere stille og rolig end andre.«
På Hotel Marienlyst sidder Kasper Dolberg i sin egenskab som fodboldspiller.
Men udenfor fodboldbanen har den stille angriber fået en ny rolle. Han er blevet far til to tvillinger, som han har bragt til verdenen med sin udkårne Lærke.
En rolle, der har skulle balanceres med et nyt skridt i karrieren, da Dolberg siden sommer har trådt sine skridt i belgiske Anderlecht, der flyder over med danske spillere og ledere.
Og dét er Dolberg særdeles glad for efter hårde ophold i Sevilla og Hoffenheim.
»Jeg har skullet finde lysten og glæden ved fodbold igen, og det har jeg gjort. Jeg skulle finde et sted at nulstille og bygge mig selv op igen.«
»Der er ro på nu i Belgien. Vi kan som familie se os selv i Bruxelles, hvor der også er mange danskere, og det giver mig en ro professionelt, i min hverdag og i mit familieliv. Lærke og pigerne har det godt, og det er vigtigt for mig.«
»Det ligner mere Danmark end Spanien og Sydfrankrig gjorde,« fortæller angriberen fra Voel og forklarer om det at blive far til to tvillinger:
»Det har været helt vildt. Det er faktisk svært at beskrive. Men efter en kaotisk start, hvor jeg skulle med landsholdet, er der kommet ro på nu. Pigerne har det godt og gør, som de skal.«
»Så jeg nyder det virkelig. Vi har en dejlig hverdag. Vi laver ikke så meget, men jeg sætter pris på det.«
Som snakken går i lænestolene, presser ét særligt spørgsmål sig på.
For uanset hvad, så virker Kasper Dolbergs væsen ikke til at være født ind i det, som unikke evner på en fodboldbane fører med sig af enorm opmærksomhed.
»Det ville være et drømmescenarie at være fri for, men alt det udenom gør også, at vi kan leve af det. Og når folk vil have billeder og synes, jeg er sej, så bliver jeg jo glad. Så jeg er meget tilfreds med mit job.«
Men hvis nu, han ikke var en bedre fodboldspiller end de fleste i dette land, hvad ville Dolberg mon så lave?
»Jeg tror, jeg ville være håndværker. Det er ikke, fordi jeg er i gang med at renovere min egen lejlighed, men jeg gad godt kunne sådan noget, og jeg tror, jeg ville være god til det.«
»Min farfar var også murer, og min far har bygget vores hus - og så har jeg bare altid godt kunnet lide at bygge ting,« lyder det med et smil fra Dolberg, der takker for i dag og forlader lænestolene i Helsingør.
Seks minutter senere end aftalt.