Godt nok fik England ikke EM-pokalen med hjem.

Men en otteårig fan fik alligevel et minde for livet, da kampen var slut.

Drengen, der hedder Oliver, havde sammen med sin far Dan pladser på Wembley.

Og efter slutfløjt fik de fat i Jack Grealish, der gik på den modsatte side af et gelænder, som han dog hoppede over.

'Med alle de negative og forfærdelige historier, der er, så lad os se, om medierne skriver om dette fantastiske og smukke øjeblik, som Jack Grealish skabte for min søn Oliver.'

Sådan skriver Dan i et opslag på Instagram, der viser, hvordan den engelske landsholdsprofil på trods af nederlaget havde overskud til at komme og hilse på. Derudover gav han Oliver en gave.

'Jack er ren klasse både på og udenfor banen. Han gav sig tid til at tale med Oliver og spurgte, om han ville have hans støvler. Dette øjeblik vil jeg huske for altid,' skriver den lykkelige far, der også har delt en video fra det fine øjeblik.

Videoen er siden gået viralt og er blevet delt af adskillige store medier, herunder ESPN, hvor den er blevet afspillet over en million gange.

På Instagram har den desuden fået mere end 34.000 'likes' og mere end 500 kommentarer.

På de sociale medier har mange generelt kommenteret det fine øjeblik, og de fleste bemærkninger er ros til Jack Grealish, fordi han i en situation, hvor han er dybt skuffet, alligevel tager sig tid til den unge fan.

England tabte EM-finalen til Italien søndag aften efter forlænget spilletid og straffespark, og herefter fik blandt andre Grealish kritik for ikke at tage ansvar, da han ikke selv gik til ellevemeter-pletten. En kritik, han dog ikke gav meget for.

'Jeg sagde, jeg gerne ville tage et! Træneren har taget så mange rigtige beslutninger gennem turneringen, og han tog også beslutningen i aftes. Men jeg vil ikke høre på folk, der siger, at jeg ikke ville tage et straffespark, når jeg sagde, jeg gerne ville,' skrev han på Twitter efter kritik fra blandt andre Roy Keane.