For få dage siden var det nedtur.

Men det er siden vendt for landsholdsspilleren Jordi Alba, der efter det ikke lykkedes for Spanien at komme i EM-finalen alligevel har kunnet dele en god nyhed.

'Hun sagde ja. Jeg elsker dig,' skriver fodboldstjernen til et billede, hvor han tydeligvis har sat en ring på kæresten Romareys finger.

Også den kommende brud har delt den lykkelige nyhed med ordene: 'Ja, selvfølgelig min elskede.'

Dermed kan 32-årige Jordi Alba atter juble, efter han kunne det modsatte efter semifinalen ved EM, hvor Spanien blev slået ud af Italien..

'I går blev en drøm slukket for os alle. Det var en aften, der minder os om, hvor brutalt fodbold kan være nogle gange, men vi tog fra London med en vished om, at vi er på vej, og vi havde givet alt,' skrev han i et opslag og fortsatte:

'Vi vil huske dette EM for evigt, og jeg håber, fansene er lige så stolte som spillerne,' skrev Jordi Alba, der roste det spanske landshold for det store sammenhold. Et landshold, der ifølge Barcelona-profilen er sat sammen af 'gode spillere og fremragende mennesker'.

Han er ikke den eneste EM-spiller, der har kunnet juble efter slutrunden. Det samme kan Jens Stryger Larsen, der lørdag blev gift med sin kæreste gennem syv år. Det kan du læse mere om her.