Rygraden på det mandlige danske fodboldlandshold lider forud for de vigtige EM-kvalifikationskampe mod Gibraltar på fredag og Irland på mandag.

Således har profilerne Christian Eriksen, Simon Kjær, Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg og Thomas Delaney i de seneste klubkampe kun fået sporadisk eller slet ingen spilletid.

Set i et landsholdsperspektiv kan dette betragtes som et problem, men sådan ser landstræner Åge Hareide ikke på situationen.

»Jeg tror ikke, det bliver noget problem. Det har jo tidligere spillet så meget sammen, så de kender hinanden godt,« sagde Åge Hareide til B.T. i Herning onsdag formiddag.

Landstræner Åge Hareide, billedet, anser det ikke for noget stort problem, at flere landsholdsspillere i øjeblikket kun får sporadisk spilletid på deres respektive klubhold.
Landstræner Åge Hareide, billedet, anser det ikke for noget stort problem, at flere landsholdsspillere i øjeblikket kun får sporadisk spilletid på deres respektive klubhold. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Her slog Åge Hareide tværtimod til lyd for, at problemerne på det nærmeste kan vise sig at blive en fordel for landsholdet. Udtalelsen kommer på trods af, at Hareide tidligere åbenlyst har droppet spillere - eksempelvis Pierre-Emile Højbjerg, Pione Sisto og Nicklas Bendtner - med henvisning til for lidt spilletid. Men nu har piben fået en anden lyd.

»For mig er det næsten beroligende. De har i weekendens klubkampe undgået at få tæsk, og derfor var de friske og skadesfrie, da de ankom til landsholdslejren,« sagde Åge Hareide og tilføjede:

»Ligeledes har det betydet, at de er i mentalt overskud. Jeg føler, at spillerne i den grad har lyst til at deltage i vores kommende kampe.«

Åge Hareide erkender, at Christian Eriksen i denne sæson har spillet en sekundær rolle i Tottenham, som han i fjor var med til at spille i Champions League-finalen.

Christian Eriksen er én blandt flere landsholdsspillere, der i øjeblikket må nøjes med sporadisk spilletid i de europæiske klubligaer.
Christian Eriksen er én blandt flere landsholdsspillere, der i øjeblikket må nøjes med sporadisk spilletid i de europæiske klubligaer. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Situationen er ikke ny for Christian. Op til vores EM-kamp for en måned siden mod Schweiz havde han heller ikke fået specielt megen spilletid i Tottenham. Alligevel var han leveringsdygtig i en kampafgørende detalje. Det kan vi håbe på, at han er igen. Eriksen besidder færdighederne og kan bidrage med nogle andre ting end de øvrige spillere i landsholdstruppen, hvor hans rolle er meget anderledes, end tilfældet er i Tottenham. Og det tror jeg, at han trives meget godt med,« sagde Åge Hareide.

Spilletid eller ej – Danmarks norske landstræner er tilfreds med den fysiske form, spillerne er ankommet til landsholdslejren i.

»Ud fra de informationer, jeg har fået fra deres respektive klubber, ser det godt ud,« sagde Åge Hareide, der har denne kommentar til flere af spillernes mangelfulde kampform:

»Det tror jeg, kan kompenseres med erfaring og rutine. Husk på, at både Eriksen, Kjær og Delaney har prøvet masser af ting i deres karriere.«

Yussuf Poulsen under fodboldlandsholdets træning i Herning forud for EM-kvalifikationskampen mod Gibraltar.
Yussuf Poulsen under fodboldlandsholdets træning i Herning forud for EM-kvalifikationskampen mod Gibraltar. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Yussuf Poulsen erklærede sig ved pressemødet enig med Åge Hareide i, at det ikke nødvendigvis altid er et plus, at man forud for en landskamp har haft alt for mange opgaver på sit klubhold.

»Jeg må sige, at jeg i Leipzig i den seneste periode nærmest har spillet for meget. I en periode på 11 dage har jeg fået fuld spilletid i fire kampe. Mange ville oven på et program af den kaliber ryge ind i belastningsskader,« sagde Yussuf Poulsen, der til landstrænerens store glæde melder sig fit for fight forud for kampene mod Gibraltar og Irland.

»Det skyldes ikke mindst, at jeg efter vores seneste EM-kamp fik lov til at holde fri fra træningslandskampen mod Luxembourg. Den korte pause har betydet, at der ikke er blevet drevet rovdrift på min krop. Kort sagt: Det gælder om at tage en kamppause, når det er muligt,« lød Yussuf Poulsens slutreplik.