Han var en af dem, der i den grad kom i fokus. Men for Marcus Danielson var det ikke på den gode måde, da han efter et VAR-tjek fik direkte rødt kort i kampen mod Ukraine.

Noget, der skete, efter han i første halvleg af den forlængede spilletid i sin jagt på bolden fik lavet en alt for voldsom stempling på Ukraines Artem Besyedin.

I første omgang hev dommeren det gule kort frem, men efter at have set situationen igennem på VAR blev det i stedet rødt.

Dermed var Sverige reduceret til ti mand, der skulle jagte det mål, der kunne sende dem videre efter 1-1 i ordinær spilletid. Noget, der ikke lykkedes, og efter opgøret var Marcus Danielson en brødebetynget mand. Situationen kan ses i toppen af artiklen.

»Min intention var på ingen måde at skade ham. Jeg har været inde i omklædningsrummet for at sige undskyld. Det var ikke min mening at ramme ham på den måde, og det er selvfølgelig synd for ham, hvis han er blevet skadet.«

Det fortalte Marcus Danielson til Expressen efter kampen, der sluttede 2-1 til Ukraine efter et mål af Artem Dovbyk i de døende sekunder.

»Jeg gik hen til ham, undskyldte, sagde jeg ikke ville skade ham, og at jeg håber, han kommer sig hurtigt. Han kunne ikke engelsk, men deres træner oversatte. Han tog imod min undskyldning, som jeg forstod det,« forklarede Marcus Danielson.

Med nederlaget til Ukraine er Sverige ude af årets EM, der har otte hold tilbage – heriblandt Danmark.