»Tanken om, at jeg ikke kommer til at se den kamp, det gør ondt.«

Det siger 35-årige Jesper Simoni. Han er – som mange andre danskere – fanget i et dilemma på lørdag. For her spiller Danmark mod Wales klokken 18. Men lørdag er også en meget populær dag for store familiefester, studenterfester og bryllupper.

Jesper Simoni er en af dem. Han er inkarneret fodboldfan, men han skal også til bryllup hos sin kones bedste veninde, der slet ikke går op i fodbold.

»Jeg har været bidt af en gal fodbold, siden jeg var helt lille. Så det er ekstremt vigtigt for mig at se kampen på lørdag,« siger 35-årige Jesper Simoni, der understreger, at han selvfølgelig også glæder sig meget til brylluppet, men bare er ærgerlig over, det falder sammen med kampen.

Jesper Simoni er kæmpe fodboldfan, men må gå glip af Danmark-Wales på lørdag, da han skal til bryllup. Foto: Privat
Jesper Simoni er kæmpe fodboldfan, men må gå glip af Danmark-Wales på lørdag, da han skal til bryllup. Foto: Privat
Vis mere

I sjov spøger han med, at han allerede kan mærke influenzaen sætte sig i kroppen, i virkeligheden kommer han nok nærmere til at gå hyppigt på toilettet eller følge med på telefonen under bordet.

»Min hustru siger, at det kan jeg glemme alt om, og så vil hun hellere have, jeg melder mig syg. Men jeg er lidt bange for, det er en test. Jeg tror ikke, hun mener det, så jeg ved ikke, om jeg tør. Det er også et spørgsmål om pli, og at man skal opføre sig ordentligt,« siger Jesper Simoni fra Aalborg og fortsætter:

»Man skal vælge sine kampe, og den tror jeg ikke, jeg har lyst til at tage med hende. Det vil være synd at sige, at min kone går op i fodbold, så der er ikke meget opbakning til mig. Mine venner forstår mig, men ellers ikke. Jeg må bide i det sure æble.«

Det er dog ikke alle, der måske kan snige en telefon frem under bordet eller have et diskret headset i ørene. Andreas Dalum Sahl er bryllupsfotograf og har fotograferet til flere hundrede bryllupper og skal også arbejde på lørdag. Han går derfor glip af kampen.

Andreas Dalum Sahl er bryllupsfotograf.
Andreas Dalum Sahl er bryllupsfotograf.
Vis mere

»Jeg tænkte kort, om jeg kunne installere noget, så jeg kunne se kampen på mit kamera, men jeg blev hurtigt enig med mig selv og min samvittighed om, at jeg skulle koncentrere mig om at tage billeder. Men jeg synes, det er ærgerligt, og jeg kan nærmest ikke holde det ud,« siger Andreas Dalum Sahl.

Han har fotograferet til bryllupper til flere store finaler, og hans erfaring er, at uanset hvor meget brudeparret bandlyser en kamp, så er der ikke noget at gøre. Vil gæsterne se fodbold, så ser de fodbold.

Derfor er hans anbefaling klar og tydelig:

»Det er ligesom at sige, at man ikke vil have regnvejr. Det kan man ikke, så er det bedre at forberede sig på det og ikke lade det ødelægge en dag, man har ventet på i flere år. Omfavn det i stedet, og giv det en rolle i festen, for det bliver et emne uanset, og folk kommer til at snakke om det,« siger Anders Dalum Sahl, der erkender, han måske er en smule inhabil, da han selv er stor fodboldfan.

Louise er kæmpe fodboldfan og holder med Brøndby. Foto: Privat.
Louise er kæmpe fodboldfan og holder med Brøndby. Foto: Privat.
Vis mere

Og sådan gør Louise Sahlberg, der på lørdag holder sin 40-års fødselsdag. Hun har glædet sig til og planlagt festen i et år, og pludselig kom en fodboldkamp ind i billedet, da Danmark i mandags slog Rusland i Parken og derfor spillede sig videre til en kamp mod Wales på lørdag.

»Mine gæster begyndte at skrive om begivenheden på Facebook, at nu kender de jo dresscoden, og jeg tænkte, at jeg også hellere måtte hænge et dannebrogsflag op.«

En enkelt gæst har dog også meldt afbud til den runde fødselsdag for at tage til Amsterdam, hvor Danmark-Wales kampen skal spilles, men det generer heldigvis ikke Louise Sahlberg fra Brøndby.

For hun er selv meget fodboldinteresseret, så hun har planlagt at lave et opbrud i festen mellem klokken 18 og 20, hvor alle samles foran fjernsynet og ser kampen sammen.

»Jeg kommer fra et miljø, hvor vi er meget fodboldinteresserede, og det betyder meget for mig og min vennekreds, jeg er kæmpe Brøndby-fan. Jeg var også både i Parken for at se Danmark mod Belgien og mod Rusland. Så vi sætter musikken og tapasbordet på pause, og så tænker jeg, at hvis Danmark gør det godt, så bliver det en endnu federe fest,« siger Louise Sahlberg.