Pludselig faldt han til jorden, og så stod tiden stille.

B.T.s journalister i Parken oplevede ligesom de øvrige 16.000 tilskuere og spillere og officials på nærmeste hold Christian Eriksens frygtelige kollaps i EM-kampen mod Finland.

Episoden sker kort før pausen, hvor Danmark har et indkast i venstre side. Her løber Christian Eriksen ud for at tage imod bolden, men allerede inden han modtager bolden ved fødderne, begynder han at kollapse forover.

De nærmeste finske spillere ser, at den er helt gal med Christian Eriksen, som er sunket i græsset, og gestikulerer kraftigt ud til sidelinjen om at sende læger ind. Thomas Delaney fatter også hurtigt mistanke og sætter ligesom Simon Kjær i en spurt mod Eriksen for at sikre, at han ikke 'sluger sin tunge' og bliver kvalt.

Spillerne danner ring om Eriksen.
Spillerne danner ring om Eriksen. Foto: Friedemann Vogel
Vis mere


Lægerne kommer løbende og træder til, mens de danske spillere, som nu er kommet hen til stedet, danner ring om deres holdkammerat for at skærme ham og give arbejdsro.

Spillerne, synligt berørte, ved med det samme, at det her er helt galt, og flere af dem bryder ud i gråd. På tv-billeder, som kan ses på Parkens pressepladser, er det tydeligt, at Eriksen ser groggy ud. Han ligger helt stille.

Efter nogle minutter, som føles som år - ingen ved, hvad der reelt foregår, dør Eriksen for øjnene af os? - bliver Eriksens kæreste, Sabrina Eriksen, opløst i tårer, ført hen mod stedet af DBU-fodbolddirektør Peter Møller.

Hurtigt løber Simon Kjær og Kasper Schmeichel hen til hende. De lægger armene om hende. Hun kommer ikke nærmere end 50 meter fra stedet, hvor læger kæmper for hendes elskedes liv.

Danmarks Christian Eriksen får behandling imens at danske spillere skærmer for ham og mens fans ser til i baggrunden under kampen mellem Danmark og Finland i gruppe B under EURO2020 i Parken i København, lørdag den 12. juni 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Danmarks Christian Eriksen får behandling imens at danske spillere skærmer for ham og mens fans ser til i baggrunden under kampen mellem Danmark og Finland i gruppe B under EURO2020 i Parken i København, lørdag den 12. juni 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere


Efter mange, lange minutters behandling - op mod 15 til 20 minutter - hvor tilskuerne i Parken holder vejret, og der er helt stille på det danske nationalstadion - får lægerne tilsyneladende Christian Eriksen til bevidsthed, og han bliver fragtet ud af banen på en båre omringet af det danske hold.

Herefter bliver han kørt på akutmodtagelsen på Riget, hvor hans tilstand nu er stabil. I mange minutter er der dog uvished om situationen i Parken, hvor tilskuerne bliver bedt om at blive på deres pladser.

Men stille og roligt kommer meldingerne ind til tilskuerne, som i stilhed har ventet, og stemingen løftes, da Eriksens tilstand meldes i bedring. Finske fans og danske fans synger taktfast 'Christian' efterfulgt af 'ERIKSEN!'

Og til sidst bliver kampen genoptaget, hvilket modtages med jubel og klapsalver ned mod de to holds spillere.