Christian Eriksen udgik efter første halvleg, da Danmarks mandlige fodboldlandshold tirsdag aften i Aalborg besejrede Luxembourg 4-0.

Efterfølgende spurgte B.T.s udsendte ham om årsagen.

»Jeg får et trælår. Det gjorde i situationen rigtig ondt. Men jeg tror ikke at det er specielt slemt, så forhåbentlig kan jeg spille kamp igen på lørdag,« sagde Christian Eriksen med henvisning til, at Tottenham her møder Watford på hjemmebane i den engelske Premier League.

Christian Eriksen, der i pausen før anden halvleg blev erstattet af Lukas Lerager, var glad og tilfreds med resultatet.

Christian Eriksen i aktion for Danmark i tirsdag aftens venskabslandskamp i Aalborg mod Luxembourg.
Christian Eriksen i aktion for Danmark i tirsdag aftens venskabslandskamp i Aalborg mod Luxembourg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det var en fin præstation fra vores side, men jeg kan godt mærke, at det var en opgave af helt anden kaliber end forleden mod Schweiz,« sagde Christian Eriksen. I denne kamp lavede han fem minutter før tid oplægget til Yussuf Poulsens sejrsmål.

»Når vi vinder, er jeg altid glad for at være med,« sagde Christian Eriksen med et stort smil.

Humøret hos en anden af de danske landsholdsspillere, Martin Braitwaite, var også højt.

»Det er altid en fornøjese at spille på landsholdet. Personligt synes jeg, at det gik fint. Ikke mindst er jeg glad for mit samarbejde med Kasper Dolberg. Han er en dygtig spiller, som jeg gerne vil optræde sammen med i landsholdsangrebet en anden gang,« sagde Martin Braitwaite.