Danmark får engelsk modstand i EM-semifinalen på onsdag. England bankede Ukraine med 4-0 i kvartfinalen.
Hvis Danmark skal i EM-finalen, skal England nedlægges i semifinalen.
Det står klart, efter englænderne lørdag aften ydmygede et magtesløst ukrainsk landshold i slutrundens sidste kvartfinale.
På Olimpico i Rom vandt England med hele 4-0 og banede altså vejen til en semifinale på hjemmebane i London. Opgøret mod Danmark onsdag afvikles på det ikoniske stadion Wembley.
Harry Kane scorede to kasser, mens Harry Maguire og Jordan Henderson scorede en pind hver.
Englænderne var farlige foran mål, men den helt store udfordring for Danmark bliver formentlig at prikke hul på Englands betondefensiv. Ingen har således formået at score mod englænderne hidtil i turneringen.
England scorede et hurtigt mål i både første og anden halvleg, og ukrainerne havde intet modsvar. Efter 2-0-scoringen lige efter pausen så de hurtigt i øjnene, at England var det klart bedste mandskab.
De gulklædte spillere formåede end ikke at stable et pres på benene i slutfasen for at redde æren – løbet var ganske enkelt kørt.
Når han lige har sovet på det, vil landstræner Andriy Shevchenko formentlig kunne glæde sig over Ukraines EM-slutrunde. De færreste havde regnet med en kvartfinaleplads til de ukrainske tropper.
England kom buldrende ud til første halvleg, og allerede i fjerde minut var der bingo.
Raheem Sterling sendte bolden i dybden til Harry Kane, der iskoldt udplacerede Georgiy Bushchan i den ukrainske kasse.
Derefter holdt englænderne godt fat i bolden og var i kontrol. Efter 17 minutter fik de dog en mindre forskrækkelse, da Roman Yaremchuk trykkede af og tvang Jordan Pickford i målet til en fin redning.
Ukrainerne skulle bruge et mål, men de gulklædte spillere holdt igen med at igangsætte det pres, der skulle sikre en udligning. Faktisk kom det aldrig.
Efter startskuddet til anden halvleg var Ukraine på hælene.
England tilkæmpede sig et frispark uden for feltet i første minut, og Luke Shaw drejede bolden ind i knolden på sin Manchester United-klubkammerat Harry Maguire, som overlegent steg op og stangede den i nettet.
Det satte ild i de engelske tilskuere på Olimpico i Rom. Lydniveauet steg og efter 50 minutter fik de mere at juble over.
Luke Shaw var på spil med sit venstreben igen. Fra venstre side svingede han bolden ind foran mål, hvor Harry Kane i helt fri position sendte den i netmaskerne med pandebrasken – så let som ingenting.
Ukraine var paralyseret, og det udviklede sig til en magtdemonstration.
Den gule defensiv stod og sov ved et hjørnespark efter 63 minutter, så Jordan Henderson steg uforstyrret op til et hjørnespark og stangede England på 4-0. Det sidste søm var banket i den ukrainske kiste, og England strøg videre mod semifinalen på hjemmebane.
/ritzau/
Du kan genopleve kampen i LIVE-bloggen her: