Selvtilliden er i top på den anden side af Nordsøen inden onsdagens EM-semifinale mod Danmark.

Den engelske tabloidavis The Sun har onsdag indrykket en flabet annonce i B.T.

Budskabet er ikke til at tage fejl af. Et kridthvidt toastbrød med bacon – Danmarks store eksportvare til Storbritannien – og en lang klat ketchup tegner det engelske flag.

»Vi spiser jer til morgenmad,« lyder det kort og kontant inden aftenens opgør på Wembley.

Annoncen i B.T. indrykket af den engelske avis The Sun. Foto: B.T.
Annoncen i B.T. indrykket af den engelske avis The Sun. Foto: B.T.
Vis mere

Desuden skriver avisen i en kommentar, at Danmark gjorde det godt, men at det danske EM-eventyr slutter onsdag aften.

De engelske storfavoritter får dog tilbage af samme skuffe. I dagens udgave af The Sun har B.T. således indrykket en stor annonce med en klar advarsel.

For lidt over 1.200 år siden begyndte de første vikinger at rejse på plyndringstogter til kyster, der i dag er kendt som England.

Her slog de sig ned, hvilket forklarer de mange engelske byer, der i dag ender på 'by' eller 'toft', ligesom vikingerne døbte en by Jorvik – der senere blev til York.

Nu indtager danskerne igen England – denne gang med det bedst spillende fodboldhold i 30 år.

B.T. har indrykket denne annonce i onsdagens The Sun.
B.T. har indrykket denne annonce i onsdagens The Sun.
Vis mere

Storbritannien har med landets strenge coronaregler ellers effektivt forsøgt at holde danske fans fra Wembley.

Alligevel kommer 8.000 vikingeefterkommere til at flage med Dannebrog på stadion – dog kun de danskere, som i forvejen har bopæl i Storbritannien.

Her vil de kunne høre englænderne synge 'Three Lions'-sangen med den kendte linje 'It's coming home – Football's coming home'

Men det gør vikingerne også!