I denne uge er det 20 år siden, Tyskland senest vandt EM.
Og måske husker du øjeblikket, hvor den nuværende team manager, Oliver Bierhoff, på ikke specielt smuk manér, sneg bolden i nettet og med et ’golden goal’ sendte EM-trofæet over grænseovergangen ved Padborg. Måske ikke.
Søndag sad du måske med et lille håb i maven om, at Tyskland ville slå Slovakiet og tage endnu et skridt mod at gentage den 20 år gamle triumf. Chancen for, at du havde samme fornemmelse for 20 år siden er væsentlig mindre.
Dengang var tyskerne et gravalvorligt mandskab uden stor charme. Thomas Helmer, Markus Babbel og Stefan Kuntz hev ikke mange fans i butikken, og samtidig var det tyske landshold som helhed ikke populært mange andre steder end i netop Tyskland.
I dag har det ændret sig fuldstændigt. Siden tyskerne for nu 10 år siden charmerede verden, da de afholdt VM på hjemmebane, er det tyske landshold blevet et af Europas – og dermed også EMs – mest populære hold. De spiller fremragende fodbold, oser af åbenhed og overskud, og har vindende og appellerende væsener som humoristiske Thomas Müller, smilende Mats Hummels og fantastiske Manuel Neuer.
Men det er ikke de eneste stykker værktøj i den hvide værktøjskasse. Tyskerne vinder også. Og de gør det ofte på både overbevisende og smuk vis. Det gjorde de ved VM i Brasilien for to år siden, og netop nu gør de det samme nu ved EM.
En favoritværdighed ved et EM kan skifte fra runde til runde og kamp til kamp. Det har den allerede gjort flere gange under dette EM. Frankrig begyndte som favorit, siden spillede Spanien så godt, at de forsvarende europamestre overtog værdigheden. Nu bør den ligge på Tyskland. I hvert fald for en stund.
Anført af en Julian Draxler i hopla, brugte tyskerne Slovakiet som både gulvklud, træningskegle og springbræt ind i en på papiret klart sværere kvartfinale mod enten Spanien eller Italien. 3-0 vandt verdensmestrene.
Allerede efter syv minutter blev tonen slået an med Beethoven’sk præcision, da midterforsvareren Jérôme Boateng flugtede sit første landskampsmål i 63 optrædener i kassen. Det var blot begyndelsen på en kamp, hvor tyskerne var altdominerende mod de defensivt indstillede og chanceløse slovakker. Og inden det første kvarter var gået, var der igen problemer for de stakkels østeuropæere. Martin Skrtel begik et klodset straffespark på Mario Gomes, men Mesut Özill formåede ikke at udnytte chancen fra pletten.
Det stoppede dog ikke tyskerne, og kort før halvtid fordoblede Mario Gomez føringen efter et fænomenalt oplæg fra talentfulde Julian Draxler.
Og Draxler var ikke færdig. Wolfsburg-spilleren, der helt fortjent blev valgt som kampens spiller, brillerede igen knap 20 minutter efter pausen, da han fra nært hold lukkede kampen med en flugter op i nettaget.
»Den sidste kamp var ikke let for mig, fordi jeg ikke spillede. I dag fik jeg igen chancen. Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe holdet,« sagde Julian Draxler til uefa.com med henvisning til bænkepladsen i den sidste gruppekamp mod Nordirland.
Det er ikke præstationer som denne, der gør det tyske landsholds popularitet mindre. Efter i årevis at have været holdet, ’der vinder til sidst’ og holdet, som næsten kun en tysker kunne elske, er ’Die Mannschaft’ blevet noget nær umuligt ikke at holde af.
Og det er ikke der intet, der tyder på stopper i nær fremtid. For 20 år siden havde holdet ingen bred, mellemfolkelig appel. For 10 år siden vendte udviklingen på en tallerken, og i dag har det tyske landshold i dén grad etableret sig som et af Europas mest populære landshold. De kommende to uger finder vi ud af, om de også etablerer sig som det absolut bedste.
