Ikke alle spaniere er lige glade for EM-triumfen.
Det kom til udtryk i den lille baskiske by Elorrio, hvor de to spanske landsholdsspillere Mikel Merino og Mikel Oyarzabals familier er fra.
I byen havde radikale baskere hængt et banner op med teksten 'Nej til assimileringen af det spanske landshold', mens de to spillere blev kaldt 'forrædere' og både Spanien og landsholdet blev kaldt 'ludere'. Tilmed var der malet et hagekors.
Det viser billeder fra det tidligere kommunalbestyrelsesmedlem i området Carlos Carcías X-profil.
»Jeg har netop indgivet en klage til det kommunale politi i Elorrio mod de elendige ophavsmænd, der har lavet dette graffiti og disse bannere,« skriver Carlos Carcía og tilføjer, at der er tale om hadforbrydelse.
Mikel Merino og Mikel Oyarzabal, der begge er at finde i den baskiske klub Real Sociedad, spillede en stor rolle ved EM, er langt fra de eneste baskere i den spanske landsholdstrup.
Også Nico Williams, Unai Simón, Robin Le Normand, Aymeric Laporte, Martín Zubimendi, Dani Vivian og Álex Remiro har baskiske rødder.
De radikale baskere har i mange år kæmpet for, at området skal blive uafhængigt af Spanien, og derfor var der ikke meget at fejre, da landsholdet søndag sikrede sig guld ved EM.
De to spanske klubber Real Sociedad og Athletic Bilbao er begge fra Baskerlandet, og landstræner Luis de la Fuente fik sin fodboldopdragelse i sidstnævnte, der heller ikke var bleg for at lykønske deres EM-guldvindere på sociale medier.