Når den 45-årige folkeskolelærer Thomas Frandsen får en ny gruppe elever, sker den samme ting ofte hver gang.
Det sker måske ikke lige med det samme, men når de mest fodboldinteresserede i klassen efterhånden får gang i søgemaskinen på telefonen, så kommer spørgsmålet hver gang.
»På et tidspunkt ender det altid med, at de finder ud af, at der er lavet en Wikipedia-side om min karriere. Og så kommer de med spørgsmålet: 'Er det rigtigt, du har spillet på landsholdet?' Så må jeg jo sige ja,« griner Frandsen.
For ja, Thomas Frandsen er én af en lang række spillere, der i løbet af karrieren fik lov at smage på landsholdsfodbolden én enkelt gang. En gruppe af spillere, der aldrig bed sig fast, men samtidig fik belønningen på et tidspunkt i karrieren: At repræsentere det danske fodboldlandshold.
Frandsen havde en mangeårig karriere i den danske Superliga hos blandt andre Viborg og FC Midtjylland. Det var dog ikke skrevet i stjernerne, at han skulle på A-landsholdet. Men i foråret 2002, forud for VM-slutrunden i Japan og Sydkorea, fik han et opkald fra den daværende landstræner Morten Olsen.
Olsen havde set ham i aktion i en ligalandskamp mod Norge – og selvom Frandsen til daglig spillede på midtbanen, ville Olsen bruge ham i forsvaret. Derfor blev Frandsen udtaget til to venskabskampe mod Irland og Israel, som faldt i opløbet til udtagelsen af VM-truppen i 2002.
Og mod Israel kom den landskamp, som stadig fylder for Frandsen 19 år senere. Men der var ikke kun debutantnerver i spil. For kampen mod Israel var præget af stor uro.
Kampen i Parken var underlagt en markant sikkerhedstrussel grundet en opblusning af konflikten med Israel og Palæstina. Der var reel frygt for terror. Omstændighederne gjorde derfor selvsagt endnu mere indtryk på den dengang 26-årige debutant.
Kampens start blev også udsat, men opgøret blev fløjtet i gang. Og i anden halvleg kom Frandsen så på banen.
»Hele optakten gjorde det selvfølgelig bare endnu mere specielt. Men jeg kan huske, jeg stod og ventede på at komme ind i stedet for Rene Henriksen. Jeg måtte lige blinke lidt med øjnene en ekstra gang for at være sikker på, at det rent faktisk skete,« siger Thomas Frandsen.
Dét øjeblik sidder stadig fast hos folkeskolelæreren.
»Det er først bagefter karrieren, jeg har tænkt over, hvor stort det er at få en landskamp, selvom det kun blev til den ene. Du kan se 15 år tilbage i Superligaen og så se, hvor mange spillere egentlig har fået landsholdsdebut. Det er ikke mange. Jeg er mega stolt over det. Det er en ting, der altid vil være der. Det kigger jeg tilbage på med stolthed,« siger han.
Men det kunne faktisk snildt have blevet mere end blot den ene kamp. For Frandsen var i spil til VM-slutrunden indtil sidste øjeblik, hvor han fik et opkald fra Morten Olsen.
»Han valgte Steven Lustü i stedet for mig, fordi han spillede fast i forsvaret. Jeg kunne sagtens forstå begrundelsen, men jeg var slemt skuffet,« lyder det fra Frandsen, der aldrig kom på landsholdet igen efter debuten.
»Jeg kom ind i en formkrise efter VM-slutrunden, og jeg nåede aldrig niveauet igen efter det. Når jeg kigger tilbage, hænger det nok sammen med, at der var meget virak. Jeg snakkede med journalister næsten på daglig basis. Jeg lod mig rive med af det.«
»Jeg endte på bænken i Viborg efter fire-fem kampe, og der tænkte jeg, at det var godt nok noget af en omvæltning. Fra at være i spil til en VM-slutrunde og så til at sidde på bænken på klubholdet. Jeg var voldsomt skuffet over mig selv, og jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg pludselig sad der. Og så går det hurtigt. Der kom andre til, der gjorde det godt på landsholdet,« siger han.
Men det fjerner ikke minderne, der præger den tidligere fodboldspillers hjem.
For trøjen fra kampen mod Israel ser han på daglig basis.
»Jeg har trøjen hængende hjemme i mit hus. Det er også en påmindelse om, hvad man kunne engang,« siger han stolt.