Det var en historisk fremragende præstation, Kasper Hjulmands danske tropper leverede i Amsterdam lørdag aften.

4-0 over Wales, og Danmark er videre til en kvartfinale i Baku næste lørdag. Ikke overraskende var det en meget glad dansk landstræner, der mødte DR efterfølgende.

»Jeg har ikke så mange ord tilbage. Den kraft, der er i det her hold. Det var en lidt bøvlet kamp, men den præstation er enestående,« sagde den danske landstræner til DR.

Han kunne glæde sig over en voldsomt flot opbakning fra flere tusinde tilrejsende danske fans.

Og det var bestemt noget, den danske landstræner havde noteret sig.

»Hvad sker der lige for de danske fans? Det er helt vildt. Hold nu op, hvor er de stærke,« sagde Hjulmand og uddybede:

»Jeg er overrasket. Jeg havde forestillet mig, at danskerne ville være vanvittige, men det er jo vildt. Og det er der, vi er bedst. Det er, når vi står skulder mod skulder. Det er her, vi er stærke, og hvis der er noget, drengene godt kunne tænke sig, så er det at dele det her med alle jer fans,« sagde Kasper Hjulmand.

Han kunne se sit hold komme foran i første halvleg ved Kasper Dolberg.

Andreas Cornelius og Martin Braithwaithe jubler efter Danmarks sejr over Wales lørdag aften.
Andreas Cornelius og Martin Braithwaithe jubler efter Danmarks sejr over Wales lørdag aften. Foto: Olaf Kraak / POOL
Vis mere

I begyndelsen af anden halvleg gjorde Dolberg det hurtigt til 2-0.

Og den danske landstræner havde kun ros til jokeren, der indtil nu kun havde fået en rolle som indskifter.

»Det er en fornøjelse. Jeg havde en fornemmelse af, at han kunne gøre noget. Han er en fantastisk afslutter, og på sin gamle hjemmebane kunne det ikke være skrevet anderledes. Han var fantastisk i dag,« sagde Hjulmand om Kasper Dolberg.

I kampens afslutning bragte først Joakim Mæhle Danmark på 3-0, og i overtiden kunne Martin Braithwaite bringe Danmark foran 4-0, efter VAR-vognen havde set scoringen igennem og godkendt den.

Danmark spiller kvartfinale lørdag 3. juli i Baku i Aserbajdsjan klokken 18.00. Modstanderen bliver enten Holland eller Tjekkiet - det bliver afgjort i morgen.