Lige siden sejren i kvartfinalen over Tjekkiet har danske fodboldfans højlydt ærgret sig over, at det ikke er muligt at rejse til London for at overvære semifinalebraget mod England.

Men ifølge et par eksperter i coronasmitte er det faktisk godt, at tusindvis af danske roligans ikke kan komme til at se kampen på Wembley. Det kunne nemlig potentielt føre til coronasmittebomber herhjemme. Og dermed undgår vi en potentiel katastrofe. Forklaringen er simpel.

I modsætning til herhjemme og store dele af resten af Europa er smittesituationen i England lige nu på vej op. Ret voldsomt endda.

Mens vi herhjemme havde 337 nye smittetilfælde det seneste døgn, rundede det tal mandag 27.000 i Storbritannien.

Og kurven går kun opad.

Faktisk skal man helt tilbage til slutningen af januar for at finde så høje smittetal i Storbritannien. Og dermed er man i en situation, som er lig med en alvorlig ny coronabølge.

Og derfor er det ifølge professor i immunologi ved Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen faktisk godt, at tusindvis af danske fans ikke er på vej mod Wembley fra Danmark.

»Det er skideærgerligt, da det havde været fedt med en enorm opbakning til landsholdet. Men det er ganske fornuftigt, at tusindvis af roligans ikke skal til England og retur,« siger Jan Pravsvaard Christensen.

Danske fans på Wembley til semifinalen mod England havde været en rigtig dårlig idé, mener eksperter.
Danske fans på Wembley til semifinalen mod England havde været en rigtig dårlig idé, mener eksperter. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er egentlig ikke et problem, at en masse danskere ville rejse til London. Problemet ville være, at de mange danskere efter kampen rejste hjem til Danmark igen. Det ville ikke være det store problem for England, for de har problemer nok,« uddyber Jan Pravsgaard Christensen, der påpeger, at Danmark også tidligere under slutrunden nægtede eksempelvis russiske fans indrejse til Danmarks gruppekamp mod Rusland i Parken.

Han bakkes op af Irene Petersen, der er professor ved University College London. Til Politiken siger hun:

»Som dansker ville jeg være bekymret, hvis der lige pludselig kom tusinder tilbage fra London.«

Selvom briterne kategorisk har afvist at lukke danske fans ind til semifinalen, så har adskillige danske politikere og DBU gjort et forsøg på at åbne sluserne.

Danske fans på Wembley til semifinalen mod England havde været en rigtig dårlig idé, mener eksperter.
Danske fans på Wembley til semifinalen mod England havde været en rigtig dårlig idé, mener eksperter. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

En af de danske politikere er den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod. Til B.T. udtalte han følgende om situationen mandag aften:

»Vi har naturligvis været i løbende kontakt med de britiske myndigheder. Også før kampstart i Baku i lørdags. Jeg har også selv rakt ud til min kollega og forhørt mig, om vi kunne finde en sikker, ordnet og hurtig løsning både til på onsdag og til en eventuel kamp søndag,« forklarede Jeppe Kofod og uddybede:

»Men jeg er nødt til at sige, at svarene har været ret konsekvente. Briterne har strakt sig så langt, som de kunne, i lyset af den smittesituation, de står i. Det er – desværre – en påmindelse om, at vi stadig står i en pandemi.«

Det danske landshold bliver dog ikke helt uden opbakning på Wembley onsdag aften klokken 21.

Her vil mindst 6.600 danskere, som har adresse i Storbritannien, være på stadion. Og det tal kan fortsat stige. Der er nemlig plads til 7.900 danske fans på Wembley.