Kyle Walkers situation uden for banen er mildest talt elendig.
Den engelske landsholdsback er gift med Annie Kilner, som han har fire sønner med, og derudover har han to børn med sin tidligere elskerinde, Lauryn Goodman.
Annie Kilner skulle angiveligt have opfordret sidstnævnte til at blive væk fra den igangværende EM-slutrunde i Tyskland, men det råd har Goodman ikke taget til sig.
Hun var nemlig at finde i Frankfurt, hvor England torsdag spillede mod Danmark. Og her havde hun taget sønnen Kairo med, som hun har med Kyle Walker.

I et interview med Daily Mail forklarer hun nu, hvorfor hun dukkede op med Kairo, som var iklædt en engelsk landsholdstrøje med 'Far' på ryggen.
Under VM i Qatar i 2022, hvor Goodman var hemmeligt gravid med sit og Walkers andet barn, gav han sin søn et løfte.
»Kyle fortalte ham under et FaceTime-opkald, at han ville sørge for, at han var med til næste turnering, fordi Kyle bliver ældre, og han vidste, at der måske ikke ville være flere muligheder,« fortæller den tidligere elskerinde.
»Der var ingen chance for, at jeg ikke ville holde det løfte, som Kyle gav sin søn. Det kunne have været hans sidste chance, så jeg ville have, at det skulle være noget, som Kairo kunne huske for altid.«
Walker gjorde dog ikke selv meget for at få Goodman og Kairo til Tyskland.
Fodboldstjernen havde sørget for at få fløjet sin hustru og parrets fire sønner med privatfly til Frankfurt, mens Goodman og Kairo selv måtte finde vej til stadion.
Heller ikke efter kampen fik Kairo lov at hilse på sin far. Sammen med sin mor gik de nemlig før slutfløjt.
»Vi gik fem minutter før tid for at undgå, at Kairo blev ked af det og forvirret over, at hans far gik over til sine søskende, men ikke til ham. Det ville have været så trist for ham, og det ville jeg ikke risikere,« siger hun.
Trods den noget forvirrende situation glædede Kairo sig over at se sin far medvirke til 1-0-målet, lyder det fra Goodman. Kampen endte 1-1.