Kort efter hun har taget telefonen, er der en kort pause.

»Undskyld. Kan du lige gentage det, du lige beskrev,« siger hun med en stille stemme. Tydeligvis forundret. Forvirret.

Personen i den anden ende af røret er B.T.s journalist.

Han har lige ringet til receptionen i Aserbajdsjans Fodboldforbund, AFFA, for at bede om et interview i en af de største skandaler, der har udspillet sig under det snart overståede fodbold-EM.

Mange har efterhånden set billederne af den danske roligan Kristoffer Føns på det olympiske stadion i Baku lørdag, hvor Danmark slog Tjekkiet i EM-kvartfinalen.

Inden kampen blev fløjtet i gang, havde den danske fan valgt at holde sit medbragte regnbueflag op.

Det resulterede i, at det blev konfiskeret af lokale stewarder på stadion i Baku ikke længe efter.

Billederne af Kristoffer Føns er siden gået verden rundt. Og til B.T. har han forklaret, hvordan den voldsomme oplevelse udspillede sig:

En steward på stadion i Baku ser ud til at konfiskere et regnbueflag fra danske fans.
En steward på stadion i Baku ser ud til at konfiskere et regnbueflag fra danske fans. Foto: Darko Vojinovic
Vis mere

»Så kommer der to stewarder hen til mig. Den ene helt tæt på. Han siger ikke noget, men han hiver bare i flaget. Jeg forsøger at sige fra. Men han hiver bare videre i flaget,« forklarede den danske fan og uddybede:

»Han lader mig helt tydeligt forstå, at han vil have flaget. Og selvom der kommer en masse medfans hen til mig for at hjælpe, så ender stewarden med at tage flaget,« sagde Kristoffer Føns.

Siden episoden har B.T. dagligt forsøgt at få svar på, hvor ansvaret ligger for, at en dansk fodboldfan på voldsom vis fik konfiskeret et flag – selvom det på ingen måde var ulovligt at medbringe og flage med.

Hos Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) har det samme svar lydt i dagevis.

UEFA har ikke bedt lokale stewarder om at fjerne regnbueflag på stadion i Baku. Og nu er man i fuld gang med at undersøge sagen.

Sådan lød det allerede lørdag aften. Og det svar har UEFA stort set gentaget hver dag til B.T. siden.

Og så vender vi tilbage til den tydeligt forvirrede kvinde i begyndelsen af artiklen.

Hun er receptionist hos Aserbajdsjans Fodboldforbund.

En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder.
En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder. Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

Da B.T. snakker med hende første gang, kender hun intet til sagen, som har trukket overskrifter i medier i Vesteuropa i dagevis.

»Kan du ikke beskrive, hvad det er for en sag, du snakker om?« spørger hun.

Efter forklaringen, hvor hun lytter pænt, lover hun, at B.T. vil blive ringet op af »en« fra AFFA i løbet af dagen.

Her vil B.T. gerne spørge nærmere ind til AFFAs syn på sagen.

En dansk fan holder et regnbueflag op på stadion i Baku.
En dansk fan holder et regnbueflag op på stadion i Baku. Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

Og så ønsker vi at høre, om det er AFFA, der har givet ordre til at fjerne regnbueflag fra fans på stadion i Baku.

B.T. bliver aldrig ringet op.

Receptionisten er formentlig ikke den eneste i Aserbajdsjan, som ikke har hørt om sagen med det konfiskerede regnbueflag.

En gennemgang, som B.T. har foretaget på en række af de største medier i det kaukasiske land, viser ikke en eneste artikel om sagen.

Og da vi ringer til den flinke receptionist igen dagen efter, lyder det lettere trætte svar kort:

»... Øhhh ... det var dig, der ringede i går, ikke?«

Hun undskylder for, at B.T. ikke er blevet ringet op, og siger i stedet, at vi skal sende en mail til to fyre fra forbundet, der hedder henholdsvis Tora og Firuz.

To dage senere er hverken Tora eller Firuz vendt tilbage.

Endnu er UEFAs svar på torsdagen forespørgsel i sagen ikke dukket op i indbakken. Sagen stadig ikke afsluttet. Skandalen stadig aktuel.