De racistiske ytringer, der blev rettet mod flere engelske landsholdsspillere tidligere på ugen, får nu konsekvenser.

For engelsk politi har nemlig iværksat en stor undersøgelse af de mange racistiske ytringer på sociale medier, der primært ramte de tre engelske spillere, Marcus Rashford, Jadon Sancho og Bukayo Saka, efter EM-finalen søndag.

Det skriver BBC.

Foreløbig er fem personer blevet anholdt, men politiet er langtfra færdig med sine undersøgelser, bekræfter ordensmagten over for mediet.

Marcus Rashford var blandt dem, der blev udsat for racisme efter finalenederlaget.
Marcus Rashford var blandt dem, der blev udsat for racisme efter finalenederlaget. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

»Hvis vi identificerer, at du står bag denne forbrydelse, så finder vi dig, og dine skamfulde handlinger får seriøse konsekvenser,« siger politimester Mark Roberts og tilføjer:

»Jeg væmmes ved, at der er personer derude, som tror, det er acceptabelt at fremsætte den slags afskyelige krænkelser mod dem eller mod andre.«

Politiet bekræfter desuden, at Twitter, Instagram og Facebook deltager i samarbejdet om at finde de ansvarlige for racismen.

En talsmand for Twitter sagde mandag, at det sociale medie har fjernet over 1.000 opslag med racistiske udfald og kommentarer mod engelske fodboldspillere.

Samtidig har en række Twitter-brugere fået lukket deres konti.

Bukayo Saka, Marcus Rashford og Jadon Sancho brændte alle et forsøg i straffesparkskonkurrencen mod Italien og blev herefter udsat for racisme på deres sociale medier.

De racistiske angreb er blevet mødt med fordømmelse af flere ledende skikkelser i det britiske samfund. Både premierminister Boris Johnson og det britiske kongehus har fordømt reaktionerne.