Kim Mikkelsen forklarer, at man lænede sig op af Uefa-billeder, som han mener gik for tæt på Eriksen-kollaps.

Det var voldsomme billeder, der lørdag aften blev bragt af den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen, som kollapsede i EM-kampen mod Finland og modtog hjertemassage på grønsværen i Parken.

Nogle tv-stationer fortsatte med at vise billeder fra stedet, hvor Eriksen modtog livreddende hjertebehandling omkranset af sine holdkammerater.

Det sidste har medført hård kritik på sociale medier.

Og nu beklager sportschef i Nent Group Kim Mikkelsen situationen overfor B.T.

Det gør han også i et længere indlæg på Twitter hvor han forklarer, at man lænede sig op af de billeder, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) producerer og broadcaster.

Mikkelsen forklarer, at man betragter Uefas såkaldte worldfeed som et »safe haven« – altså billeder man føler, man kan læne sig trygt op ad.

»Vi synes, at Uefa lavede et worldfeed, som i nogle situationer gik for tæt på. Og da vi var på worldfeedet, kom de situationer ud på Viaplay. Set i bakspejlet ville vi gerne have undgået dette,« skriver Kim Mikkelsen.

»Men jeg vil ikke på nogen måde anklage mine kolleger for at have fejlet. De sad i en tilspidset situation og havde nogle forventninger til et worldfeed, som desværre ikke blev indfriet.«

Han understreger, at Viaplay på ingen måde havde til hensigt at svælge i Eriksens ulykke.

»Derfor har vi eksempelvis heller ikke bragt billeder af situationen på vores website. Vi har ikke brugt billeder af situationen i vores efterbehandling af kampen på tv,« skriver Mikkelsen.

Han tilføjer, at sekvenserne af situationen nu er fjernet, så de ikke længere kan genses på Viaplay.

Chefen for netop det worldfeed, Jean-Jacques Amsellem har forklaret situationen overfor det franske medie.

»Der er ingen manual til den her slags. Der er en slowmotion-sekvens af aktionen, hvor man virkelig godt kan se ham falde, men jeg beordrede øjeblikkeligt mit team til ikke at fokusere på ham – til ikke at filme ham mere. Med mere end 30 kameraer på stadion kunne vi have gjort det, men på intet tidspunkt gik vi virkelig tæt på ham. «

»På et tidspunkt gik jeg videre til danske fans i tårer, fordi det stadig var nødvendigt at vise den lidelse, der var. Instruktionerne var klare: Vi fik besked på, at vi frem for alt ikke måtte gå helt tæt på (Eriksen, red.), men der var ingen problemer med at filme følelserne.«

»Hvis vi laver en generel vidvinkel, viser vi ikke følelser. Det kan godt være, det tog lang tid, men vi er også nødt til at vise følelserne på stadion. Vi viste tristheden og fortvivlelsen hos folk – hos spillerne, hos staben og offentligheden.«

BBC har også ifølge flere britiske medier undskyldt for at vise de samme billeder fra Uefa.

»Vi undskylder over for alle, der er blevet stødt af de billeder, vi har sendt. Billederne fra stadion er kontrolleret af Uefa som hostbroadcaster, og så snart kampen blev suspenderet, tog vi billederne af skærmen så hurtigt som muligt,« lyder et statement fra BBC.

Eriksen kom til bevidsthed, inden han blev bragt til Rigshospitalet. Han var i kontakt med sine holdkammerater, der siden valgte at spille kampen til ende efter en længere pause. Finland vandt kampen 1-0.