EM-finalen på Wembley i London søndag aften får nu konsekvenser for England.

UEFA skriver således på sin hjemmeside, at man har valgt at indlede en disciplinærsag mod Englands Fodboldforbund (FA) efter den enorme kamp mod Italien.

UEFA har eksempelvis bemærket, at der blev kastet objekter fra tilskuerpladserne ned på banen.

Derudover nævner UEFA, at afspilningen af nationalmelodierne blev forstyrret. Her henvises der formentlig til, at der blev buhet ad Italiens nationalmelodi, ligesom det var tilfældet under Danmarks nationalmelodi.

Foto: LAURENCE GRIFFITHS
Vis mere

Afbrænding af ulovlig fyrværkeri er også blandt UEFAs anklagepunkter, og det samme er den baneløber, der slap forbi vagterne og løb rundt inde på Wembleys græs.

Det er ikke første gang ved EM, at UEFA vælger at åbne en sag mod England. Det skete således også efter semifinalebraget mod Danmark, som hjemmeholdet vandt med 2-1.

Her blev England bedt om at betale 223.000 i bøde. Det skyldtes, at Kasper Schmeichel blev ramt af laserlys under kampen.

Det var helt skandaløse scener, der udspillede sig foran Wembley søndag aften. Her forsøgte engelske fans uden billet at storme det mytiske stadion. Derudover opstod der ligeledes flere slåskampe mellem de engelske fodboldfans.

England tabte finalen efter straffesparkskonkurrence, og nationen har derfor ikke vundet en stor titel siden VM i 1966.