En dopingskandale fra dette års EM-slutrunde kan være under opsejling. Det skriver den belgiske avis Het Nieuwsblad.

Avisen skriver, at der angiveligt skulle være fundet en stor mængde medicinske præparater samt kanyler udenfor det hotel i Aix-en-Provence, som Ukraine boede på under gruppespillet ved slutrunden i Frankrig.

Opdagelsen skulle være blevet gjort af et tysk forskningscenter, der hedder Research Corrective. Avisen skriver videre, at det europæiske fodboldforbund UEFA samt det internationale dopingagentur WADA nu vil undersøge Ukraine for dopingmistanke sammen med den franske dopingmyndighed AFLD.

Skulle Ukraine have brugt ulovlige præparater, virkede det i hvert fald ikke efter hensigten under slutrunden. Her tabte Ukraine alle deres tre kampe i gruppespillet til Tyskland, Nordirland og Polen.

Research Corrective, der gjorde opdagelsen, mener, at der netop er tale om ulovlige substanser blandt de fundne præparater, men endnu er dette ikke blevet bekræftet.