Der er udsigt til, at det kan blive en våd og blæsende affære for fans og spillere, når Danmarks EM-skæbne skal besejles i Parken mandag aften, hvor Rusland venter i en vind eller forsvind-kamp.

»Vi har allerede udsendt en lokal varsel om muligt skybrud.«

Sådan siger man hos DMI, hvor de som altid holder stærkt øje med vejrforholdene, men lige nu har et ekstra øje på København og Parken forud for kampen mod Rusland mandag aften. I øjeblikket svinger prognoserne meget, og det er derfor svært for DMI at give et klart svar. Dog ser det ud til, at skybruddet på nuværende tidspunkt ikke forstyrer kampen i Parken.

»Vi holder øje med forholdene hele tiden, men vi regner med, at størstedelen af bygerne er færdige op af eftermiddagen, så derfor kan det godt være vådt på vej ind mod stadion, hvis man for eksempel vil nyde mad i Fælledparken inden kampstart,« forklarer Bolette Brødsgaard, der er meteorolog ved DMI til B.T.

Arkivfoto: Christian Eriksen i regnvejr, da Danmark tager imod Armenien i Parken i VM kvalifikationen d. 5 september 2016. Christian Eriksen. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
Arkivfoto: Christian Eriksen i regnvejr, da Danmark tager imod Armenien i Parken i VM kvalifikationen d. 5 september 2016. Christian Eriksen. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

»Der er regn og tordenbyger, som skal op over Sjælland i løbet af formiddagen og midt på dagen.«

De regn- og tordenbyger vil også komme til at indeholde en del lyn forklares der yderligere.

Men selvom prognoserne svinger mener Bolette Brødsgaard, at det dog ender med at holde tørt i løbet til kampstart.

Dog skal man nok holde lidt øje med vindforholdene, for man kommer nok til at holde på sin løse klaphat.

Det danske herrelandshold i fodbold spiller imod Belgien i Parken. Danmark - Belgien.
Det danske herrelandshold i fodbold spiller imod Belgien i Parken. Danmark - Belgien. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det bliver friskt i forhold til vinden i morgen. Løse hatte kan godt flyve lidt omkring sammen med papir og støv. Det bliver en nordlig vind med vindstød op til frisk vind, som man også kan kalde for en frisk brise.«

DMI har tidligere lavet en oversigt over Danmarks resultater i Parken under forskelligt vejr i de seneste 10 år.

Her viser det sig, at Danmark er klart bedst i Parken, når det er tørvejr.

»27 af de seneste 31 kampe i Parken er spillet i tørvejr. Heraf har vi vundet eller fået uafgjort i 21 af dem. I de 4 kampe, hvor vi har spillet i regnvejr, har vi vundet 2, spillet 1 uafgjort og tabt 1 enkelt. Hvis vejret var det eneste, som havde betydning for vores vinderchancer – skulle vi derfor satse på tørvejr, vi har i hvert fald ikke så mange regnvejrskampe til at modbevise det,« fortæller klimatolog Rasmus Stoltze Hansen.

Derudover vinder Danmark også flest kampe, når der spilles med vestenvind.