Det kan blive en våd affære, hvis man har planer om at se landskampen til de mange udendørs storskærmsarrangementer lørdag.

DMI varsler nemlig skybrud og torden flere steder i landet. Og det er allerede så småt begyndt at tage til.

Der har allerede været melding om skybrud nogle enkelte steder på Sjælland, og det kan udvikle sig, fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Lars Henriksen.

»Det er sådan en atmosfære, hvor - når de byger dannes - så kan der komme rigtig meget vand på meget kort tid. Vi har allerede set eksempler ved Køge på 25 millimeter regn på 30 minutter,« fortæller Lars Henriksen og fortsætter:

»Vores bekymringer er helt klart for Skåne og københavnsområdet. Lige nu er der ikke noget i gærde øst for København, men ved helsingørområdet kan der godt komme nogle kraftige regn- og tordenbyger.

DMI slår fast, at det særligt er over københavnsområdet, at det kan blive et problem.

»Der er mange arrangementer, og der er mange mennesker. Det er der, vi er bekymrede. Nogle prognoser indikerer, at det pludselig kan boble op længere nede i Skåne, og så er der en reel og stor risiko for, at det kan trække hen over København og lige ind over alle de steder, hvor vi ser fodbold,« fortæller han.

I København bliver der blandt andet afholdt storskærmsarrangement på Ofelia Plads og ved Øksnehallen, hvor der er plads til henholdsvis 2.000 og 1.000 mennesker.

Tivoli viser også kampen på storskærm. Her er der plads til 2.000, og hvis det begynder at tordne kraftigt, er man i Tivoli godt forberedt.

»Vi har en hel masse lynafledere, så man er sådan set dækket godt ind, når man lægger vejen forbi Tivoli. Vores sikkerhedschef og hans stab følger hele tiden vejret, og vi agerer altid i samarbejde med myndighederne,« siger Tivolis pressechef, Torben Plank, til Ritzau.

Kampen mellem Danmark og Tjekkiet begynder klokken 18 og spilles i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.