»Vi blev stillet i en position, som jeg personligt ikke selv føler, at vi skulle have været stillet i.«

To dage efter Christian Eriksens kollaps på græstæppet i Parken var den danske målmand Kasper Schmeichel helt klar i mælet. Skuffelsen lyste ud af ham. Han, en berørt spillertrup og landstræner Kasper Hjulmand var blevet ladt i stikken.

Udsat for et svigt på allerhøjeste plan. På det værst tænkelige tidspunkt.

Klokken 18.43 lørdag 12. juni 2021 gik fodboldverdenen i stå.

Den største danske stjerne af dem alle Christian Eriksen var netop faldet om i Parken. Hans hjerte var stoppet.

Et chokeret dansk landshold slog en beskyttende cirkel om deres omdrejningspunkt. Mens alverdens kameraer pegede på dem.

Efter kampen blev genoptaget, var det en tydeligt rørt landstræner, som var en af de første til at møde pressen.

Han slog ring om sine spillere ved at fortælle om et næsten umuligt valg.

De danske landsholdspillere i ring om en kollapset Christian Eriksen på banen i Parken lørdag 12. juni.
De danske landsholdspillere i ring om en kollapset Christian Eriksen på banen i Parken lørdag 12. juni. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

De rystede danske spillere havde fået to muligheder af UEFA, efter de få minutter forinden havde set deres medspiller og ven kollapse og kortvarigt dø, inden han blev genoplivet med hjertemassage og stød fra en defibrillator.

Spil videre med det samme eller spil kampen dagen efter klokken 12. Mindre end 24 efter Christian Eriksens kollaps.

»Det var totalt uoverskueligt for spillerne at forestille sig ikke at kunne sove i nat – og så skulle møde op i morgen og køre bussen ind og spille kampen i morgen. Det var mere uoverskueligt end at prøve at gå ind nu og – helt ærligt – prøve at få det overstået. At få det lagt bag os. Det var det valg, som tiden gik med. Det var det valg, som spillerne valgte sammen,« forklarede den danske landstræner.

Dermed modsagde han direkte UEFAs udlægning. I et tweet klokken 20.06 – 83 minutter efter Eriksens kollaps – skrev fodboldforbundets hovedkanal følgende i et tweet.

»Efter ønske fra spillerne på begge hold er UEFA gået med til at genstarte kampen mellem Danmark og Finland i aften klokken 20.30.«

Men det var ikke et ønske, og der var reelt ikke tale om et valg. I hvert fald ikke hvis man spørger B.T.s fodboldredaktør, Michel Wikkelsø Davidsen.

»UEFA har ikke officielt tvunget dem til at spille kampen så hurtigt. Men vi ved allesammen, at når UEFA stiller to muligheder op, og man ikke vælger dem, så bliver man taberdømt. Der har været en klar usagt trussel,« forklarer Michel Wikkelsø Davidsen.

»Vi ved fra de spillere, vi har talt med, at det fyldte rigtig meget i de første par døgn efter Christian Eriksens kollaps. Holdningen er, at det var sindssygt, at de skulle spille så hurtigt efter. Det ønskede ingen. De havde lige set deres ven dø på banen og var meget oprevede. Her skulle UEFA have trådt i kraft og taget et andet valg på deres vegne,« siger han.

Kasper Hjulmand ved et pressemøde dagen efter Christian Eriksens kollaps.
Kasper Hjulmand ved et pressemøde dagen efter Christian Eriksens kollaps. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Fra de officielle UEFA-kanaler på sociale medier lød der hurtigt hyldest til Christian Eriksen. Og den magtfulde slovenske præsident for fodboldforbundet, Aleksander Ceferin, kom med en melding ikke længe efter.

Det var i form af en skriftlig udtalelse på UEFAs officielle Twitter-profil.

»Øjeblikke som dette sætter ting i livet i perspektiv. Jeg ønsker Christian en fuld og hurtig bedring og beder for hans families styrke og tro. I sådanne situationer er enheden i fodboldfamilien så stærk,« lød det blandt andet.

Ceferins udtalelse kom som det syvende tweet fra kontoen, efter Eriksens kollaps. Klokken 20.19 – 96 minutter efter Christian Eriksen faldt om.

UEFA præsident Aleksander Ceferin.
UEFA præsident Aleksander Ceferin. Foto: ANDREAS SOLARO
Vis mere

Men det forblev gode ønsker. Ingen handling, der hjalp de kriseramte spillere. Den ring, som de danske spillere og trænere sluttede om hinanden, blev brudt af UEFA.

Og det ser skidt ud. Ikke mindst fra et kommunikationsperspektiv.

Det forklarer Søs Marie Serup, der er fodboldfan og kommunikationsekspert.

»Håndteringen af Eriksen-kollapset har været katastrofalt stort set hele vejen rundt. Det eneste lyspunkt er Kasper Hjulmand,« siger hun.

Ud fra et krise- og kommunikationsmæssigt synspunkt er det enkelt, hvad UEFA skulle have gjort, mener hun.

»UEFA skulle have fjernet fokus fra de hårdt påvirkede danske spillere, men i stedet skubbede man det hele over på dem og Hjulmand. UEFA har svigtet spillere, trænere og fans. Alle.«

Ved de følgende dages pressemøder fortsatte Kasper Hjulmand med at kritisere UEFA. Han kæmpede på sine berørte spilleres vegne.

»Kasper Hjulmand er gået meget langt over for UEFA. Også længere, end man er vant til,« forklarer Michel Wikkelsø Davidsen.

DBUs fodbolddirektør Peter Møller.
DBUs fodbolddirektør Peter Møller. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Med sig havde Kasper Hjulmand DBUs fodbolddirektør, Peter Møller. Han havde også stået på tv aftenen inden, hvor han nærmest brød sammen.

Dagen efter tog han en mere forsonlig tone over for UEFA. Han slog fast, at 'danskerne ikke var blevet presset til noget som helst'.

Alligevel skabte påstanden om, at Danmark skulle være blevet taberdømt, hvis de ikke stillede op på ny, rystelser i UEFA-toppen.

Den polske fodboldlegende Zbigniew Boniek, der er vicepræsident i UEFA og præsident for det polske fodboldforbund, tog til genmæle, to dage efter Eriksen faldt om.

Zbigniew Boniek. Formand for det polske fodboldforbund og vice president i UEFA.
Zbigniew Boniek. Formand for det polske fodboldforbund og vice president i UEFA. Foto: KACPER PEMPEL
Vis mere

»Det er noget sludder. Jeg ved ikke, hvilken løsning der ville have været den bedste i kampen mellem Danmark og Finland, fordi der er ikke én god løsning,« lød det fra Boniek.

»Men at sige, at UEFA tænker på penge, og at UEFA lagde pres på, det er utrolig uretfærdigt og forkert,« uddybede han.

Og så lukkede UEFA ned.

Det kunne nærmest ikke være håndteret værre, mener Søs Marie Serup.

»Det sætter UEFA i et ekstremt dårligt lys, når Boniek siger sådan noget. Det er katastrofal håndtering,« konstaterer hun.

Mens det europæiske fodboldforbund gjorde alle de forkerte ting, gik der tre dage efter Eriksens kollaps, før det for alvor gik op for Peter Møller.

På et pressemøde tirsdag stod Møller nok en gang ved siden af Kasper Hjulmand.

På spørgsmålet om, hvor vidt de danske spillere blev presset, lød det nye svar:

»Ja, jeg er enig med spillerne og Kasper. Som jeg oplever det, så får vi muligheden for at spille kampen færdig eller spille dagen efter. Det er en presset situation, som jeg ikke håber bliver aktuel for nogen spiller eller hold i fremtiden.«

DBU-formand Jesper Møller.
DBU-formand Jesper Møller. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Først onsdag – fire dage efter dramaet i Parken – kom det danske fodboldforbunds formand, Jesper Møller, med sin første udtalelse. Og det kan der være en grund til.

»Fra min stol havde man på fornemmelsen, at DBU frygtede at træde UEFA over tæerne. Jesper Møller kommer så ud og redder situationen lidt ved at påtage sig den populære holdning, at man skal have ændret de regler, der trådte i kraft ved Christian Eriksens kollaps. Men når der går så lang tid, så tænker man, at han lige skulle have den clearet med UEFA-toppen først,« siger Michel Wikkelsø Davidsen.

»Vi har prøvet at få en kommentar fra Jesper Møller hver dag, siden Eriksen faldt om. Men først da der begynder at komme pres på ham, sker der noget. Det har ikke været et pænt forløb,« siger Michel Wikkelsø Davidsen.

Kritikken fra Søs Marie Serup er endnu mere markant.

»Jesper Møller har formelt ansvar for spillerne. Han skulle have været på banen allerede samme aften. Som minimum dagen efter. Og lige nu er jeg faktisk i tvivl om, hvor DBU står. Han har svigtet stort,« siger Søs Marie Serup.

Onsdag fortalte DBU-formand Jesper Møller til B.T., at der nu skal foretages afhøringer i sagen og udarbejdes en efterfølgende rapport.

»Hvis nogen skal have kritik, så får de det. Hvis nogen skal have ros, så får de det. Men det kommer til at ske på et faktuelt oplyst grundlag. Administrationen har sagt til os, at de gerne vil komme til bunds i det og præsentere os for det. Det er vi nødt til at have forståelse for.«