Thomas Delaney alene i verden.

Den danske midtbanedynamos EM starter først nu. 

For den tidligere FCK-profil har været helt nede med maveonde, der har sendt ham i isolation på spillernes hotel. 

Kampen mod England måtte han se mutters alene i Freudenstadt, mens landsholdet storspillede i Frankfurt. 

»Jeg er tilbage efter maveonde. Jeg har været rigtig sengeliggende i et par dage. Jeg fik i hvert fald slået telt op ude på badeværelset. Jeg er gået rundt på hotellet helt alene  og har været langt nede i kulkælderen,« siger han med et grin til den danske presse i Tyskland. 

Han trænede med fredag og håber på, at depoterne snart er ladet op igen. For det har været en kedelig omgang for Delaney. 

»Jeg kedede mig så meget, at jeg prøvede at sove forskellige steder på hotellet. Jeg tror, jeg så kampen i et ruhe-raum i vores spaafdeling, jeg ikke vidste fandtes,« siger han og fortæller om sin reaktion ved Morten Hjulmands mål til 1-1 mod England fra stillezonen i spaen. 

»Jeg råbte, og så kiggede jeg lige, om der var nogen, der kiggede underligt på mig,« griner han og tilføjer:

»Men det er ikke sjovt at sidde at kigge på. Jeg er ikke kommet her for at ligge på den flade.«

Han håber stadig at kunne gøre en forskel under EM og peger blandt andet på, at flere profiler under den store EM-sommer i 2021 først slog til senere i turneringen. 

Første mulighed bliver i gyserkampen mod Serbien, der kan besegle den danske EM-skæbne på tirsdag. 

Andre læser også