Der er dem, som går op i fodbold. Og dem, som overhovedet ikke gør.

Men fælles for dem alle er, at de sammen skal støtte deres fædreland onsdag, når Danmark møder England i en EM-semifinale. Her vil mindst 6.600 danskere, som har adresse i Storbritannien, nemlig være på stadion.

En af dem, som følger det danske landshold tæt, er 37-årige Georgina Thomsen. Hun kommer fra Ballerup, men har boet i London i to år.

»Jeg har trofast set alle de danske kampe på storskærm eller pubs med vikingehorn på,« fortæller Georgina.

Georgina og nogle danske venner, der er bosiddende i England.
Georgina og nogle danske venner, der er bosiddende i England.
Vis mere

Hun har desuden samlet danskere i England og skabt et sammenhold omkring fodbolden:

»Og for hver gang vi har mødtes, er vi blevet flere og flere. Sidste kamp var vi over 150 danskere, der så den sammen. Det var så vildt. Da jeg skulle bestille en øl, sagde jeg 'kan jeg få fire øl, tak' til den engelsktalende bartender, fordi jeg følte, at jeg var i Danmark,« husker Georgina.

Danskerne i England er altså varmet lidt op til at skulle heppe for hele Danmark, når det går løs. Det er i hvert fald noget, som Georgina gør en indsats for.

»Vi er en gruppe, der prøver at klæde dem på, som normalt ikke ser fodbold. Så vi har skrevet sange ned, sendt links, lavet et før kamp-event, hvor vi kan øve sangene og være afskærmet fra de engelske fans.«

Foto: Facebook (Georgina Thomsen)
Vis mere

En, der for brug for at øve sig på de danske slagsange, er Nina Rosenbaum, der kommer fra Odder, men også bor i London. Normalt er hun nemlig ligeglad med fodbold og ser ingen kampe – men onsdag skal hun altså på Wembley og støtte de danske drenge.

»Vi øver slagsangene, har fundet nogle DBU-trøjer og har lavet et stort dannebrogsflag om til kapper, som vi kan have på. Vi føler os meget privilegerede over, at vi kan få lov til at støtte landsholdet og gøre noget for de dedikerede fans,« siger Nina.

Med på Wembley skal hun have sin mand og søn. Og til trods for at Nina går op i fodbold, lover hun en kæmpe opbakning til de danske drenge:

»Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at det bliver festligt. Jeg fornemmer, at det bliver særligt, fordi man mærker, at alle er med på, at vi skal give den gas og sørge for, at Danmark får den bedste opbakning,« fortæller Nina.

Nina og sønnen Kristjar.
Nina og sønnen Kristjar.
Vis mere

Inden første EM-kamp oplevede hun, at englænderne ikke havde så høje tanker omkring det danske landshold. Men nu har piben fået en anden lyd.

»Vi oplever, at englænderne faktisk bakker danskerne op og fokuserer på, at det er et helt særligt hold og nogle seje drenge,« fortæller Nina, der er sikker på, at Danmark slår England 3-1.

Du kan følge danskernes fodboldfest i London på B.T.s EM-liveblog.