350.000 kroner.

Det er, hvad en gruppe danske fans har givet for en tur til Baku for at se kvartfinalen mod Tjekkiet. Det skriver TV Midtvest.

»Det er en flok midaldrende herrer. Der kommer til at være gang i den. De lød ikke som nogle kedelige typer, så de skal nok få det vildt.«

Det fortæller Stephan Erlandsen, der er indehaver af Herning Helicopter, som har tilbudt turen. Med i pakken får fangruppen transport i et jetfly med fri bar, kaviar, tre retters gourmet og så selvfølgelig billetter til stadion.

Det var gennem et opslag på Facebook, handlen kom i stand. Firmaet skrev for to dage siden, at de udbød turen, og der gik ikke lang tid, før der var bid. Faktisk var den afsat samme dag.

Der er i den grad et pænt stykke fra eksempelvis København til Baku. Hele 4.000 kilometer skal nedlægges på vejene, hvis man vælger at køre. Noget af ruten har Berlingskes korrespondent Simon Kruse dog frarådet, Det gjorde han i et interview med B.T.:

»Det er dybt risikabelt og farligt at køre gennem det østlige Ukraine. Dele af den rute, som Google Maps foreslår, er ganske enkelt umulig at køre. Og det ville være dybt uansvarligt at forsøge at køre den vej,« lød det om ruten, der går igennem det østlige Ukraine, som gennem syv år har været en krigszone.

Tager man i stedet et fly, er der 'kun' knap 3.200 kilometer, og DBU har blandt andet haft udbudt ture gennem to rejsepartnere. Det er dog ikke sådan 'bare' lige at tage til Baku.

Dels skal man have et visum for at undgå kø ved ankomst, ens pas skal være gyldigt mindst seks måneder efter indrejsedato, alle fans skal have en frisk pcr-test, der er maksimalt 48 timer gammel, og ved afrejse skal man kunne fremvise en test, der er maksimalt 72 timer gammel.

Efter hjemkomst fra Aserbajdsjan skal alle danske fans desuden gå i selvisolation i ti dage.

Stadion i Baku må være op til 50 procent fyldt under EM, men der har ikke været tæt på de cirka 34.000 til nogen af de tre gruppekampe, der er spillet i Baku.

Kampen mellem Danmark og Tjekkiet bliver fløjtet i gang lørdag aften klokken 18 dansk tid.