Det skete i 2002, 2004, 2018 og ikke mindst i 1986: Skuffende dansk exit ved en stor slutrunde ALLEREDE i den første knockout-kamp.

I flere af ovenstående tilfælde havde det danske landshold ellers leveret forrygende kampe i gruppespillet, som gav løfter om meget meget mere end en enkelt knockout-kamp.

Tænk bare på 1986, hvor Laudrup, Elkjær og resten af dynamitdrengene leverede verdensklassespil, men klaskede sammen i 5-1-massakren mod Spanien. Eller i 2004, hvor Morten Olsens stærke hold overaskende blev slagtet af Tjekkiet.

Kasper Schmeichel ønsker dog ikke at forholde sig til muligheden for, at danskerne endnu engang kan blive skuffede, hvis det nuværende EM-hold, som imponerede stort mod Rusland, ikke slår Wales lørdag aften ved EM.

STUART FRANKLIN

»Hvis du kender noget til fodbold, ved du, at den næste kamp er den vigtigste. Vi tænker ikke på den kamp efter den næste. Jeg skal ikke forudsige, hvor langt vi skal nå, før det bliver set som en skuffelse eller succes,« siger den danske målmand på pressemødet dagen før 1/8-finalen i Amsterdam.

Danmark bliver af eksperter og bookmakere betegnet som favoritter i kampen mod Wales og Gareth Bale, som kalder sit eget mandskab for 'underdogs'.

Derudover er Schmeichel og co. havnet i 'den nemme' halvldel af knockout-spillet ved EM. Det har sat ild til forventningerne og drømmene hos de danske fans.

Men Pierre-Emile Højbjerg maner til forsigtighed, selvom danskerne tror på deres egen evner i morgendagens EM-brag.

»Jeg ser det som en meget lige kamp. Vi ved, det bliver svært. Vi glæder os til at fyre den af. Vi har stor respekt for Wales,« siger midtbaneprofilen.