Det har vakt stor opstandelse, at en dansk fan lørdag aften fik frataget sit medbragte regnbueflag på stadion i Baku til Danmarks kvartfinale mod Tjekkiet.

Og derfor var den europæiske fodboldorganisation hurtigt ude med en forklaring på affæren. Men den afviser den danske fan, Kristoffer Føns, blankt.

UEFA kunne i en mail til B.T. slå fast, at den på ingen måde havde beordret, at regnbueflag skulle fjernes fra fans på stadion i Baku.

I samme mail beskrev fodboldorganisationen, hvordan den havde fået meldinger om, at Kristoffer Føns skulle have været »voldsomt beruset«, og at lokale fans var blevet »aggressive mod ham«.

Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

Han skulle være blevet reddet fra de lokale fans af de stewarder, som tog regnbueflaget fra ham, skrev UEFA.

Siden har DBU været ude – hele to gange – og afvise, at den danske fan skulle have været meget beruset.

Og det afviser Kristoffer Føns også selv over for B.T.

»For det første var jeg på ingen måde 'stærkt beruset' eller til gene for andre fans. På billederne fra stadion kan man endda se DBUs fankoordinator meget tæt på mig – han må jo forventes at gøre noget ved en fan, der skulle være til gene for andre,« forklarer han.

En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder.
En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder. Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

Han er i det hele taget skuffet over, hvordan UEFA vælger at udlægge sagen.

»Samtidig har jeg næsten ingen ord for, at det er den løgn, UEFA vælger. For hvis jeg havde været meget beruset – hvorfor blev jeg så ikke smidt ud? Hvorfor var det mit flag, der 'blev smidt ud'? Det giver simpelthen ingen mening og er taget helt ud af den blå luft. Det er rystende, at UEFA bruger det som undskyldning,« uddyber han.

B.T. har søndag morgen bedt UEFA om en kommentar til DBUs klare afvisning af, at Kristoffer Føns skulle have været meget beruset.

Og samtidig har B.T. bedt UEFA om at oplyse, hvorvidt organisationen er nået videre med den undersøgelse, som den lørdag skrev, den havde sat i gang.

En dansk fan holder et regnbueflag op på stadion i Baku.
En dansk fan holder et regnbueflag op på stadion i Baku. Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

Hertil svarer fodboldorganisationen, at den blot kan henvise til den udtalelse, den kom med lørdag aften.

Dermed holder UEFA så vidt fast i, at de umiddelbare oplysninger, organisationen modtog, gik på, at den danske fan var 'meget beruset'.

Andre læser også