Den danske roligan Kristoffer Føns fik sig en voldsom optakt til Danmarks kvartfinale i Baku.

Billederne fra situationen har vakt opsigt verden over. Og nu fortæller Kristoffer Føns, hvad der skete.

På en række meget delte og dramatiske billeder fra stadium i Aserbajdsjans hovedstad kan man se, hvordan en dansk fan på tribunen holder et regnbueflag op.

Ikke længe efter kommer et par stewards hen til den danske fan. Og så ser det ud til, at flaget bliver taget.

Siden har der floreret rygter om, at den danske fan efterfølgende blev smidt ud. Men det passer ikke, selvom det var en ubehagelig oplevelse.

»Det er rigtigt, at jeg stod med et regnbueflag på tribunen. Og på et tidspunkt kommer der en medfan hen og siger til mig, at der står en masse stewards og kigger hen på mig. Det vælger jeg at ignorere, da UEFA ikke har meldt noget ud om, at regnbueflag er forbudt på stadion,« siger Kristoffer Føns til B.T.

Herfra udvikler situationen sig.

»Så kommer der to stewards hen til mig. Den ene helt tæt på. Han siger ikke noget, men han hiver bare i flaget. Jeg forsøger at sige fra. Men han hiver bare videre i flaget,« forklarer den danske fan.

En dansk fan holder et regnbueflag op på stadion i Baku.
En dansk fan holder et regnbueflag op på stadion i Baku. Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

»Han lader mig helt tydeligt forstå, at han vil have flaget. Og selvom der kommer en masse medfans hen til mig for at hjælpe, så ender stewarden med at tage flaget,« siger Kristoffer Føns.

Han forklarer videre, at det var en helt bevidst handling at tage regnbueflaget med på stadion.

Det skyldes de efterhånden mange sager fra UEFAs side, hvor regnbueflag ikke er blevet tilladt på eksempelvis Allianz Arena i München tidligere under EM-slutrunden.

»Efter sagen i München, så tænkte jeg, at jeg skulle markere det her på en eller anden måde. Så jeg købte et regnbueflag og tog det med hertil. Jeg vil vise folk verden rundt, at man kan vise regnbueflag. Også i Aserbajdsjan,« siger Kristoffer Føns.

En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder.
En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder. Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

Da B.T. taler med ham, er han allerede i lufthavnen og ved at tjekke ind til flyet retur mod Danmark.

Umiddelbart har han ikke stor lyst til at skulle tilbage til Baku og Aserbajdsjan efter oplevelsen lørdag aften.

»Lad mig sige det sådan her. Jeg håber aldrig, at jeg skal sætte mine ben i Baku igen,« siger han.

B.T. har bedt UEFA om en kommentar til sagen.

En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder.
En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder. Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

Her forklarer man, at man 'aldrig har instrueret stewards i Baku - eller på noget andet stadium - til at konfiskere regnbueflag', lyder det i et mailsvar.

Videre forklarer man fra UEFAs side, at man nu vil undersøge sagen nærmere hos de udsendte fra UEFA samt de lokale myndigheder.