Den nyeste stjerne på det danske fodboldlandshold blev gift kort før EM, afslører hans kone.
Nogle mennesker brager bryllupsbillederne ud til hele verden, mens andre kan lide at holde kortene tætterere til kroppen, og det danske landsholds nye kraftkarl Morten Hjulmand tilhører sidte kategori.
Han blev gift med sin partner Emilie Nissen Hjulmand sidste lørdag, afslører hun i podcasten 'Backstage', hvor Morten Hjulmands storebror, Peter, er vært.
Det foregik meget intimt med kun forældre og søskende, og der var ikke mange, der kendte til den lykkelige begivenhed.
»Nej, det er ikke lige noget, vi går og reklamerer med. Vi var til min lillebrors 18-års i weekenden, hvor der var mange fra min familie, der heller ikke vidste det. De var sådan: 'Undskyld, hvad?'. Ja, vi er faktisk blevet gift, og det var meget intimt med kun forældre og søskende. Det var meget hyggeligt,« siger hun i podcasten.
Her taler hun og svogeren om, at Morten Hjulmand er meget privat anlagt, og at de begge er blevet opfordret af landsholdsspilleren til ikke at sige for meget om emnet.
Parret har været sammen i seks år, og i starten af december annoncerede Emilie Nissen Hjulmand, at de var blevet forlovede.
'Ikke bare en almindelig 1. december. Kan ikke vente med at tilbringe livet med dig,' skrev hun i et Instagram-opslag, som landsholdsspilleren også delte.
Morten Hjulmand fik sin første start på landsholdet kort inden offentliggørelsen af forlovelsen, og siden har han tiltvunget sig en større og større rolle på Kasper Hjulmands mandskab, ligesom han har spilllet en flot sæson for portugisiske Sporting.