Hvis ikke danskerne kendte navnet før kampen, så gør de det nu.
For landsholdets nye stjerne Morten Hjulmand hamrede sig for alvor ind i de rød-hvide fans' hjerter, da han torsdag aften scorede et forrygende mål mod England ved EM.
Og efter braget havde slutrundedebutanten da også svært ved helt at tro på det, der lige var sket, da han mødte pressen.
»Det er ikke gået op for mig endnu. Kun at vi har fået det ene point,« lød det fra midtbanespilleren, som efterfølgende satte nogle flere ord på øjeblikket, hvor han scorede sit første landskampsmål:

»Da jeg får bolden, så tænker jeg bare, at jeg skal skyde. Jeg havde plads, men så gik der et par sekunder, før det gik op for mig. Det var en vild følelse i kroppen at løbe ned mod de danske fans. Det var stort.«
Du virkede nærmest lidt chokeret lige dér?
»Ja, jeg havde lidt svært ved at se den gå i mål, for den var lang tid undervejs, og flere spillere stod i vejen. Men så kunne jeg jo se den gå i netmaskerne, og så skyndte jeg mig bare at løbe ned til fansene.«
Det var efter 34 minutter, at Danmarks nye EM-stjerne bragede et langskud i kassen og rystede de engelske superstjerner.
Opgøret endte i øvrigt 1-1, og dermed er Kasper Hjulmands mandskab for alvor tilbage i slutrunden inden sidste gruppekamp mod Serbien om fem dage.
Her kan du læse B.T.s DOM og KARAKTERER fra opgøret.