»Ligegyldigt, om I vinder eller taber videre i turneringen, så er opfattelsen af Danmark som et land med masser af solidaritet og medfølelse slået fast. Det er guld værd,« siger Parul Soni, associate director hos Branding Finance, der årligt lister verdens lande efter deres globale anseelse.

Der er naturligvis intet positivt ved, at en 29-årig mand får hjertestop. Og når det sker for Danmarks største fodboldstjerne midt i åbningskampen af EM på hjemmebane, så følger verden med. Danmark har været i orkanens øje lige siden Christian Eriksens kollaps, og det kan der komme noget rigtig vigtigt ud af.

»Hvordan man reagerer, når noget voldsomt sker, det har stor betydning for, hvordan man som nation opfattes rundt om i verden. Der har været enorm interesse for Danmark lige siden den tragiske ulykke. Værdierne, som holdet viste, vækker genklang hos rigtig mange. Det er med til at øge Danmarks såkaldte soft-power-anseelse,« siger den internationale ekspert.

Et billede af Christian Eriksen pryder en mur ved Ofelia Plads i København. Danmark forventes at stige i anseelse internationalt som følge af håndteringen af den tragiske ulykke. 
Et billede af Christian Eriksen pryder en mur ved Ofelia Plads i København. Danmark forventes at stige i anseelse internationalt som følge af håndteringen af den tragiske ulykke.  Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

»På sportsplanet ligger I som en lille nation allerede godt på en 31.-plads. Men opmærksomheden fra verdens allerstørste sportsstjerner omkring det danske landshold vil skubbe jer op ad den liste. Opmærksomheden på dansk sport vil stige,« siger Parul Soni til B.T.

Endnu vigtigere, så vil holdets ageren, da deres kammerat lå livløs på græsset, influere på, hvordan man vurderer Danmark i det hele taget.

»Ude i den store verden lagde man virkelig mærke til hele forløbet. Sammenholdet, solidariteten, hjælpsomheden og omsorgen. Det er værdier, der hjælper Danmark på den måske vigtigste liste, vi laver, der måler en nations generelle soft power i verden. Her ligger Danmark allerede flot på en 6.-plads. Og det er vores vurdering, at Danmark kan forvente et boost her. Landsholdets ageren i en meget svær situation vil altså gavne hele landets renommé.«

Billedet fra Christian Eriksens sygeseng, er et af det mest sete i verden denne uge.
Billedet fra Christian Eriksens sygeseng, er et af det mest sete i verden denne uge. Foto: DANISH FOOTBALL ASSOCIATION
Vis mere

Internationale politikere, stjerner og kommentatorer har stået i kø for at rose den umiddelbare reaktion på tragedien.

»Det ser ud til, at den vigtigste begivenhed ved EM allerede har fundet sted. Det her vil blive husket som mesterskabet selv,« skriver russiske Sport-Express, og også i USA har det vakt genklang.

»Forhåbentlig vil det menneskelige i danskernes reaktion på kollapset blive i os. Den kollektive kamp for en 29-årig fars overlevelse skærer det ud i pap. Sport, karriere, penge … det hele smuldrer og bliver til støv, når det sammenholdes med det, der virkelig gælder: livet,« skriver amerikanske ESPN.

Særligt anfører Simon Kjær roses internationalt til syerne. Det forlyder, at hans klub AC Milan vil gøre ham til anfører.

Simon Kjær og Kasper Scmeichel trøster Christian Eriksens kæreste, Sabrina, på grønsværen.
Simon Kjær og Kasper Scmeichel trøster Christian Eriksens kæreste, Sabrina, på grønsværen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

'Danmarks anfører, Simon Kjær, sikrede, at Eriksen ikke slugte sin tunge, da han var bevidstløs, gav ham hjertemassage, instruerede holdet i at danne kæde omkring ham og trøstede derefter Eriksens skrækslagne kæreste, før han fortsatte kampen som holdets anfører. You Sir are a hero,' skrev tv-værten Piers Morgan på Twitter.

Bevidstheden om soft powers betydning stiger markant disse år, ifølge den internationale branding-ekspert, B.T. har talt med

»Soft power er noget, der har direkte målbar effekt på handel, turisme og politisk gennemslagskraft. Det blev i mange år undervurderet, men sådan er det ikke længere. Det er vigtigt, at nationer har fokus på deres anseelse og forstår at udnytte den. Historien om Danmark er lige nu historien om et samfund, hvor man hjælper hinanden og står op for hinanden. Derfor er det mindre vigtigt, hvordan I klarer det rent sportsligt. I har allerede vundet på det menneskelige plan, og det er uhyre vigtigt,« siger Parul Soni fra Brand Finance til B.T.