En af EM-slutrundens absolut største stjerner skal for første gang i ilden tirsdag.

Forud for opgøret mod Ungarn stillede portugisiske Cristiano Ronaldo derfor op til det obligatoriske pressemøde, og der gik ikke mange sekunder, før han vakte opsigt.

Allerede inden den notoriske målscorer havde indtaget sin plads i stolen, havde han nemlig et yderst undrende blik. Et blik, der fokuserede på de to Coca-Cola-flasker, der stod på bordet foran ham.

Kort efter valgte han så at fjerne flaskerne ud af billedet, inden han råbte:

Foto: HANDOUT
Vis mere

»Drik vand!,« mens han viste sin vandflaske fra scenen. Se situationen længere nede i artiklen.

Den 36-årige superstjerne er da også kendt som en sportsmand, der går meget op i at holde sig sund, og det var tydeligt, at han ikke var tilfreds med at have de to flasker stående foran sig.

Coca-Cola er en af EM-slutrundens hovedsponsorer, og det betyder, at der til alle UEFA-pressemøder står to flasker foran hver person.

Altså ved alle undtagen Cristiano Ronaldo.

Portugiseren har da også tidligere udtrykt sin holdning til blandt andet cola og junkfood.

»Jeg er hård ved min søn. Nogle gange drikker han Coca-Cola eller Fanta eller spiser chips, og han ved, at jeg ikke kan lide det,« sagde han tilbage i december.

Cristiano Ronaldo og resten af det portugisiske landshold træder tirsdag ind i EM-turneringen som forsvarende mestre, når de klokken 18.00 møder Ungarn.

Senere spiller de andre hold i Gruppe F så, når stormagterne Frankrig og Tyskland tørner sammen.

Du kan følge alle opgør og få alt det seneste nye fra EM i B.T.s liveblog lige her.