»Tak, jeg giver ikke op.«

Sådan lyder det i en udtalelse fra fodboldspillleren Christian Eriksen, efter han lørdag aften faldt om på banen i EM-kampen mod Finland med et hjertestop.

Det oplyser den italienske journalist Fabrizio Romano ifølge Dagbladet på Twitter, hvor han refererer til en udtalelse, som den 29-årige danske fodboldstjerne er kommet med via sin manager til den italienske sportsavis Gazetta dello Sport:

»Jeg føler mig bedre nu – men jeg ønsker at forstå, hvad der skete,« lyder det videre fra Christian Eriksen:

»Jeg ønsker at sige tak til jer alle for det, I gjorde for mig.«

Eriksens agent Martin Schoots fortæller også til den italienske avis, at han havde en samtale med danskeren søndag morgen, hvor Eriksen spøgte og lod til at have det godt.

Schoots fortæller også, at Eriksen glæder sig til at heppe på landsholdet i torsdagens kamp mod Belgien.

Christian Eriksen faldt om på banen i EM-kampen mod Finland lørdag aften og modtog hjertemassage på banen, inden han blev kørt væk i en ambulance.

Søndag fortalte landsholdets læge, Morten Boesen, at der var tale om et hjertestop, og at der måtte ydes livreddende førstehjælp på banen.

Christian Eriksens holdkammerater slog ring om ham, mens han modtog behandling på banen lørdag.
Christian Eriksens holdkammerater slog ring om ham, mens han modtog behandling på banen lørdag. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ifølge lægen blev Eriksen genoplivet med ét stød med hjertestarteren, og i dag er hans tilstand stabil, og han er ved godt mod.

Eriksen er endnu indlagt på Rigshospitalet til yderligere observation.

Der er endnu ingen forklaring på, hvorfor Christian Eriksen faldt om på banen i lørdagens EM-kamp.

»Det er en af årsagerne til, at han stadig er på hospitalet. Det er for at finde ud af, hvad der skete,« fortalte Boesen på et pressemøde søndag.