»Det var så nervepirrende. Hver gang bolden nærmede sig Kasper, begyndte jeg næsten at bede for, at det gik godt. Jeg var fuldstændig smadret, da jeg kom hjem, over at have spændt så meget i kroppen.«
Cecilie Schmeichel havde en vild mandag aften i Danmarks nationalstadion.
Kasper Schmeichels lillesøster har ved alle tre EM-gruppekampe trofast fulgt med fra tribunen, og da Rusland mandag aften blev besejret 4-1, sad følelserne helt uden på tøjet.
»Jeg havde ondt i hele kroppen. Jeg følte først, jeg kunne ånde lettet op, da kampen var slut,« fortæller Cecilie Schmeichel, der var i Parken med sin mand Joakim og i anden halvleg sad med direkte udsyn til storebror Kasper.
»Inden kampen havde jeg sendt en besked til Kasper. Jeg mener, jeg skrev, 'Håber, I får den succes, I fortjener,« fortæller Cecilie Schmeichel, der under kampen også flere gange havde nervøs øjenkontakt med sin far, Peter Schmeichel, der stod i hjørnet af stadion med resten af DRs ekspert-hold.
»Vi kom foran 2-0. Så ventede vi på, at Belgien scorede. Så kom de foran, så blev deres mål underkendt, og så fik Rusland straffe, og der blev musestille på stadion,« husker Cecilie Schmeichel tilbage.
»Der var slet ikke den samme stemning som i lørdags mod Belgien, hvor alle var fuldstændig oppe at køre. I aftes kunne man i stedet mærke, at alle var nervøse. Folk var glade og festlige, men det var også en virkelig vigtig kamp.«
Da der står 2-1 til Danmark, og Belgien er kommet foran mod Finland, føler Cecilie Schmeichel, at der er overskud til, at hun kan gå på toilettet. Her får hun pludselig travlt med at komme tilbage til sit sæde.
»På vej ned ad trappen kan jeg høre, at der sker et eller andet, og jeg løber tilbage til min mand, da vi scorer til 3-1. Så går der et par minutter, og jeg går tilbage til toilettet. Jeg har lige trukket bukserne op, da jeg kan høre en kæmpe tumult. Jeg skriger. En kvinde på toilettet ved siden af siger, at der nok er blevet scoret igen. Det var så vildt. Jeg løber ud, og der flyver øl rundt til alle sider, mens alle begynder at kramme,« fortæller Cecilie Schmeichel med et grin.
Hun tilføjer:
»Det er faktisk sindssygt dumt at kaste med sin øl. Jeg opdagede her til morges, at min taske var blevet fuldstændig indsmurt i det.«
Cecilie Schmeichel har selvsagt fulgt både sin far og sin brors fodboldkarriere igennem hele livet.
Hun er altid nervøs på sin brors vegne, når han går på banen, og da EM-slutrunden begyndte med Christian Eriksens uhyggelige kollaps, ramte det hende særlig hårdt.
»Min far oplevede jo noget lignende (i 2003, red.). Marc-Vivien Foé, som min far spillede med i Manchester City, døde under en landskamp (for Cameroun, red.). Jeg tror, jeg var 16 år, da det skete, og lige siden har den frygt siddet i mig, når jeg går ind på et stadion, og min bror skal spille. Derfor ramte det mig ekstra hårdt at se min bror skulle igennem den smerte igen,« fortæller Cecilie Schmeichel.
»Jeg kan ikke tale på Kaspers vegne, men jeg tror, det har været vigtigt for ham at se Christian i live, og han har det jo heldigvis godt igen,« tilføjer hun og ærgrer sig samtidig over, at coronakrisen har afskåret familie og venner fra at besøge landsholdslejren i Helsingør.
»Min søn, der bliver syv år her til sommer, er kæmpe fan af min bror. Han har brækket foden, så jeg ville gerne have givet ham den gode oplevelse at se dem træne, så det har været rigtig øv. Til gengæld var han til afslutning med sit fodboldhold i går, og der havde de alle sammen landsholdstøj på og malet håret rødt og hvidt.«
Nu venter ottendedelsfinalen mod Wales, som skal spilles i Amsterdam.
Coronarestriktioner gør det svært for danske fans at tage derned, og Cecilie Schmeichel regner heller ikke med at skulle afsted.
»Jeg har lidt svært ved at få det til at passe ind, det har været presset nok at kunne komme i Parken. Så den kommer vi til at se herhjemme eller med nogen venner.«
