Ét opkald en stille aften i 2007 ændrede alt for Camilla Martin.

»Jeg kan huske, jeg tænkte: 'Øh, ja, det kan vi da godt, men tror du, at jeg kan finde ud af det?'«

I den anden ende af røret sad Peter Nørrelund, der dengang var hovedansvarlig for det redaktionelle indhold hos tv-stationen Viasat. Han ville gøre den tidligere badmintonstjerne til tv-vært.

»Det var sgu da alligevel ret vildt, at han lige netop ringede til mig, tænkte jeg. Men jeg nåede heller ikke at tænke så meget mere, før vi rent faktisk havde en aftale,« siger Camilla Martin til B.T.

Camilla Martin i selskab med sin kollega Martin Jørgensen på et pressemøde forud for EM.
Camilla Martin i selskab med sin kollega Martin Jørgensen på et pressemøde forud for EM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Opkaldet blev starten på den 47-årige værts vej ind i fodboldmiljøet, hvor hun de senere år er blevet en særdeles populær frontfigur hos Nent, der har rettighederne til EM.

Jobbet som tv-vært kom dog ud af det blå, afslører den tidligere OL-sølvvinder.

»Jeg havde overhovedet ikke tænkt tanken, for jeg sad og lavede radio på det tidspunkt. Og det havde jeg gjort i halvandet år siden mit karrierestop,« forklarer hun og tilføjer:

»Men så opstod muligheden, og så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne prøve det, selv om jeg måske ikke rigtig var god til det. Derfor sprang jeg ud i det.«

Og herfra gik det stærkt.

For få dage senere stod hun pludselig sammen med den legendariske tv-kommentator Claus Borre, der lærte hende alt om at stå foran et kamera i værtsrollen.

Kameraet var hun dog vant til, da hun efter adskillige interview som spiller var braget igennem tv-skærmen og direkte ind i danskernes stuer.

»Jeg tror, at nogen havde stået og set, at jeg jo godt kunne finde ud af at stå foran et kamera. Måske er det dét, der har gjort det.«

I hvert fald stod hun få uger efter ved siden af Jakob Kjeldbjerg i Viasat-studiet og bød seerne velkommen til både dansk og engelsk fodbold.

»Jeg var helt vanvittig nervøs. Det tager nogle år, før man bliver mere sig selv i det her game. Jeg startede jo lige ud af posen,« fortæller Camilla Martin.

»Jeg fandt dog min egen vej. Og for mig er det jo en måde at være en del af sport på, mens jeg ikke behøver at røre mig alt for meget,« griner hun.

14 år og flere hundrede udsendelser senere står hun så og skal dække sin første slutrunde, når EM skydes i gang 11. juni. Og den populære vært føler sig da også mere end hjemme, når snakken falder på landsholdet.

»Jeg kommer fra en kæmpe fodboldfamilie, og siden 1992 har jeg været med, hvor jeg ofte har siddet midt om natten ude i Østen og set slutrunder. Det er jo et kæmpe symbol på, at vi er et lille land, der står sammen og er gode til at producere gode atleter,« siger Camilla Martin.

For hende er et landshold nemlig det største skulderklap, man kan opnå som atlet, og derfor hviler der et vist ansvar på én.

»Landsholdet er det ypperste, man kan opnå, inden for alle sportsgrene. Den følelse af at komme hjem og forsøge at udrette noget. Den er helt speciel,« afslutter hun.

Danmark spillede lørdag sin første kamp ved EM, hvor Finland var modstanderen i Parken.

Her tabte Kasper Hjulmands mandskab med 0-1, men kampen vil for altid blive husket for Christian Eriksens chokerende kollaps på grund af et hjertestop.