Der var dækket op til arrangement i Parken. Det danske landshold skulle bare vælge temaet for de 25.000 allerede fadølsmarinerede gæster. Og det blev en fest, men desværre uden nogen konfetti-afslutning.
Hyldesten til Christian Eriksen var et af højdepunkterne. Aldrig har jeg haft kuldegysninger så mange gange i løbet af en fodboldkamp. Det var den helt rigtige måde at sende en hilsen til Christian Eriksen, der må have set kampen bare 500 meter væk på Rigshospitalet.
Første halvleg var et andet højdepunkt. Det var 45 minutters fodboldfest.
Simon Kjær var dørmand. Pierre-Emile Højbjerg toastmaster med hurtigt oplæg efter et par minutter og sin 'gå amok'-gestus i 27. minut ud til de indbudte. Og så havde den legesyge lillebror Mikkel Damsgaard heldigvis også sneget sig ind. Sikke en spiller.
Kasper Schmeichel sagde forleden noget smukt om, hvordan han håbede, at folk ville reagere, hvis han havde været i Eriksens uhyggelige situation. Hvis nogen skulle fejre mit liv, skulle det være med 45 minutter som disse.
Første halvleg var sublim - næsten perfekt. Det var alt det, som fodbold skal være. Boldelskende, målsøgende og energipumpet. De danske drenge havde ikke tænkt sig at vente til det 10. minut med at hylde Christian Eriksen - den sovepude kunne belgierne få for sig selv.
Pausen gjorde bare ikke noget godt for danskerne. Den belgiske landstræner, Roberto Martinez, så ud til at have fået banket noget fokus ind i sine verdensstjerner. Og da han kunne garnere en i forvejen højt profileret opstilling med Kevin De Bruyne, Eden Hazard og Axel Witsel, blev det svært.
Romelu Lukaku var frygtet af hele Parken. Skulle man være i tvivl, kunne man bare måle decibel på jublen, hver gang han blev afmonteret bolden af en dansker. Men det skulle være hans styrke, der fik belgierne tilbage, og det så ikke godt ud for et par danskere ved det første belgiske mål.
Det samme kan man sige om Kevin De Bruynes mål. 2-1 til Belgien blev en ærgerlig afslutning på det, der kunne være gået hen i historiebøgerne som en af de bedste landskampe nogensinde.
Det bliver det ikke nu, men det bliver alligevel for mig kickstarten på EM. Den danske start. Sådan som det danske landshold spillede i de første 45 minutter, kan Rusland ikke stå imod. Hverken i 45 eller 90 minutter.
Det er det spil, der skal findes frem, forfines og forlænges. Danmark lever stadig ved EM. Og jeg er trods nederlaget faktisk fortrøstningsfuld. Men nu er der pres på. Rigtig meget pres på.
Rusland er en modstander, som Danmark må forventes at slå. Og jeg vil blive skuffet, hvis det ikke sker. Men det er ikke en sjov situation for Danmark, der inden EM ikke havde regnet med at slå Belgien, men nu pludselig havde en anelse brug for det.
En sejr over Rusland er Danmark så til gengæld decideret afhængig af.
