Jeg har aldrig nogensinde dækket en fodboldkamp, der betød så lidt. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, at Danmark tabte til Finland.
Der var kun én kamp, som var af betydning i Parken. Det var den, som Christian Eriksen ser ud til at vinde. Jeg var på et tidspunkt stensikker på, at han ikke ville gøre det. Når folk taler om, at minutter kan føles som timer, forstår jeg dem nu.
Da hjertemassagen på Christian Eriksen begyndte og 15.000 mennesker tavst så til, gik der timer i Parken. Mange timer. De danske drenge stimlede sammen om Christian Eriksen. De var hans røde mur. Hans skjold mod alt.
Den seance - de levende billeder, som jeg så fra øvre tribune - vil stå for evigt. Thomas Delaney, Kasper Schmeichel og alle de andre danske krigere i en ring om deres ven Christian. Et sammenhold og et fællesskabssymbol, som for mig vil stå for evigt.
Delaneys tårer. Det var der, jeg troede, at jeg havde set det værste i mit arbejdsliv.
Jeg forstår personligt ikke, hvorfor kampen blev genoptaget, men jeg har respekt for spillerne og deres mentale styrke. Den havde jeg ikke klaret. Jeg ved, at de har talt med Christian Eriksen, og han har opfordret dem til at spille.
Jeg sad mindst 50 meter fra Christian Eriksen, der fik hjertemassage. Jeg så kun de billeder, som folk hjemme på tv-skærmene kunne se. Men det var rigeligt til, at jeg på vej gennem Fælledparken mod Rigshospitalet for at opdatere vores brugere om Eriksen ikke følte mig specielt godt i stand til at passe mit relativt simple arbejde.
At landsholdsdrengene kunne spille videre er mig en gåde, og jeg har enorm respekt for, at de samler energien for Christian Eriksens skyld.
Skulle de virkelig spille videre efter det her? Eller skulle nogen have truffet en anden beslutning for dem i så ekstrem en situation? Jeg har ikke svaret, for mine tanker er et andet sted, men jeg kommer til at stille mig selv spørgsmålene igen og igen. Ansvaret skulle aldrig ligge hos spillerne og slet ikke Christian Eriksen selv.
Jeg kan bare helt ærligt sige, at jeg ikke kunne tro mine egne øjne, da beskeden tikkede ind på min telefon, mens jeg stadig stod foran Rigshospitalet - at kampen ville blive genoptaget klokken 20.30.
Den fodboldkamp var slut for mig, da Christian Eriksen modtog de første tryk mod sit hjerte. Og jeg kommer aldrig til at huske den for andet end den gestus, som hans holdkammerater viste ham med ringen omkring ham og med tårer i øjnene.
I de minutter stod tiden stille - og varede en evighed. Så kan Joel Pohjanpalo heade bolden i mål under Kasper Schmeichel. Pierre-Emile Højbjerg kan brænde straffespark. Og Danmark kan tabe en EM-åbningskamp.
Mine tanker var fra det 43. minut ikke i Parken. De var ovre hos nabobygningen på Rigshospitalet. De var hos Christian Eriksens familie og specielt de af dem, der har siddet i Parken og med skræk i livet holdt øje med, om der var bare et enkelt livstegn.
Så kære Christian Eriksen - der var ingen tabere i dag. Der var kun én, der vandt. Og det var heldigvis dig.
