Det her danske landshold er følelsernes landshold.
Italienerne har passionen. Danmark har empatien, viljen og glæden. De blødere følelser.
Vi har set Thomas Delaney og Jonas Wind græde af frygt for at miste en ven. Vi har set Kasper Hjulmand græde i afmagt og lettelse. Og lørdag aften i Baku så vi Pierre-Emile Højbjerg græde af glæde.
Det mindede mig pludselig om Kasper Hjulmands allerførste medieturné som dansk landstræner. Han fortalte, hvordan han ville forme det her hold. Han havde talt med alle fra Michael Falch til Helle Thorning-Schmidt for at afdække, hvad 'danskhed' er.
Hjulmand så landsholdet som mere end et fodboldhold – han så landsholdet som en indkogt sauce af alt det, vi gerne vil vise omverdenen, at Danmark er, og danskere står for. En dansk bås på en international udstilling.
Han havde næppe regnet med, at det skulle slå så hurtigt og så effektivt igennem, som det har gjort denne sommer, men det er bare lykkedes på så fornem vis på grund af de fyrtårne af mennesker, der stikker op på det her landshold.
Simon Kjær og Kasper Schmeichels voksne empati. Thomas Delaney og Andreas Cornelius' fantastisk friske charme. Yussuf Poulsens ubekymrede ligefremhed. Pierre-Emile Højbjerg hyperfølsomme eftertænksomhed. De tre unge musketerer Mikkel Damsgaard, Andreas Skov Olsen og Jonas Winds unge generthed.
Jeg skrev i en tidligere klumme, at Danmark var det hold, som alle de andre holder med, når deres eget hold ikke spiller.
Det fornemmer jeg helt klart, at det stadig er. Men mens de kom af medlidenhed med os for det forfærdelige Christian Eriksen-kollaps, bliver de hængende for den moderne fodbold og de fantastiske danske individualister med de store personligheder.
Se på Pierre-Emile Højbjerg i Baku.
Med tårerne trillende ned ad kinderne lod han hele den verden, som også er præget af en vis machokultur (ikke på Frank Jensen-måden), se, hvad det betød for Pierre fra Østerbro med de franske aner at lede Danmark i en semifinale ved EM.
Generationer før mig husker og taler om Flemming Povlsens glædestårer fra 1992 og Preben Elkjærs gavtyvesmil og kække bemærkninger fra 1986. Vores to største slutrunder nogensinde. Indtil nu.
Jeg kommer til at huske den livreddende cirkel om Christian Eriksen ført an af Simon Kjær og Kasper Schmeichel, jubelklyngen med hele holdet ført an af Mathias 'Zanka' Jørgensen og de andre perifere reserver efter Andreas Christensens trykhammer af et mål mod Rusland, Andreas Cornelius' mange sejrshatte på hovedet samt Pierre-Emile Højbjergs glædestårer og Thomas Delaneys store kram til ham i Baku.
Og så er sommeren ikke engang slut endnu.
Et landshold bliver ikke en succes uden resultater. Men det bliver heller ikke legendarisk uden følelser.
Det her danske landshold har potentiale til at blive det hele.
