England er i EM-finalen efter en scoring i sidste sekund. 

Indskiftede Ollie Watkins sænkede Holland med sit mål til 2-1. Og nu er de udskældte englændere pludselig bare én kamp fra guldet. 

Her følger B.T.s dom:

OLLIE WATKINS!

Hvis man skal score sit første slutrundemål som landsholdsspiller, så gør det da i sidste sekund af en EM-semifinale! Hold da op, et indhop, Aston Villa-spilleren leverede. Dén scoring kan man bruge en hel karriere på at genfortælle til alle, der vil høre om det. Watkins sendte England i EM-finalen for anden slutrunde i træk. Sikke et øjeblik. 

JUDE BELLINGHAM

Han bærer hele den engelske nations håb på sine skuldre. Men under dette EM har han været en kæmpe skuffelse. Alligevel står han i en EM-finale, og en stor præstation mod Spanien kan slette al snak om hans sløje præstationer. Det er bare for anonymt af en spiller, som alle påstår er af højeste kaliber. 

Var der straffe? Debatten rasede, da England fik tildelt et straffespark kort efter den hollandske føring, da Denzel Dumfries fyrede foden ind i Harry Kane. 

Ja, selv engelske eksperter som Gary Neville og Jamie Carragher var rystede over, at det overhovedet blev tildelt. 

VAR, VAR og atter VAR. Vi slipper aldrig for det. En røvkedelig slutrunde er blevet domineret af brok om videoredskabet. Gab, lad os tale om noget andet! Selvfølgelig var der straffespark jo. Der må også være grænser for, hvad man kan brokke sig over. Hold jeres mund, tak. 

HVILKET MÅL! Xavi Simons. Hollænderen pillede først bolden fra Declan Rice, inden han tordnede den op i krogen. 

Vi troede kort, at det var hans Lamine Yamal-øjeblik, men næh nej, Simons faldt sammen med resten af hollænderne. 

Dét, mange husker resten af livet, er nu bare blevet et komma i et smertefuldt nederlag. Men målet fejlede altså intet. 

England-Spanien i EM-finalen på søndag. 

Spanien har været klart bedst spillende under denne slutrunde, men englænderne virker til at være vågnet op af den søvnige Southgate-tåge, der har hvilet tungt over holdet. 

Nu kan England revanchere finalenederlaget på hjemmebane til Italien for tre år siden. 

Det bliver et stort brag. Og ja, nu siger vi det, det lugter lidt af noget, der vender hjem igen.