De kæmpede for Christian Eriksen og for deres egne chancer i EM-gruppen, men Danmark tabte 2-1 til den belgiske overmagt i en forrygende og følelsesladet EM-fight.

Fem dage efter Eriksen-chokket hvor landsholdet har haft mere fokus på at slikke de mentale sår end på taktiske forberedelser, viste de danske EM-helte dog endnu engang karakter - særligt i en nærmest episk første halvleg.

Efter en rørende mega-hyldest til Eriksen skabte Yussuf Poulsen rød-hvid eufori med sin 1-0-scoring efter under to minutters spil. Belgien vendte imidlertid kampen i anden halvleg, efter at Kevin De Bruyne trådte ind på Parkens græstæppe.

Læs B.T.s dom over de danske landsholdsspillere, som var i aktion i EM-nederlaget til Belgien, og landstræner Kasper Hjulmand herunder.


Havde en overraskende rolig første halvleg. Men kom virkelig på arbejde i anden halvleg: Dog ikke for alvor med vitale redninger, men med at pille bolden ud af det danske net. Kunne måske have været placeret bedre målet på De Bruynes 2-1-kasse.


Hvem ka’ stoppe Lukaku? Kjær og co. ku’. Næsten. De danske midtstoppere må være prop-mætte efter det måltid, de grådigt forsøgte at indtage her til aften: Et styks 100 kilo rå belgisk angrebsbøf - med pomfritter til. Desværre kom de ikke helt i land med missionen. Men sikke nogle uforglemmelige dueller!


'AC' må stå for 'Altid Cool'. Den danske Champions League-vinder behøvede ikke at spille med musklerne. I stedet lod han sin veludviklede fodboldhjerne tale, når han skulle stoppe de belgiske angreb med kløgt og forudseendhed. Men to gange blev han sammen med sine forsvarskollegaer spillet ned under tæppet.


Var Hjulmands kanin - på to meter - i startopstillingen. Med sin voldsomme fysik matcher Premier Leagues-stopperen på mange måder Lukaku. Bare ikke på farten. Og det så vi ved Belgiens 1-1-mål, hvor en ellers fint spillende Vestergaard blev blæst omkuld og sat på plads.


Var en synlig og vigtig brik i den forrygende første halvleg for danskerne. Viste prøver på sin rutine og ro på bolden, men den lille, blonde Valencia-spiller blev aldrig afgørende. Udskiftet efter et gult kort og indskiftningen af Belgiens offensive stjerne-trumfer.


Fansene i Parken var der, og showmanden Højbjerg sørgede for at sætte ild til hvert et sæde med alt, hvad han havde i sig. Viser igen en fantastisk evne til at rejse sig i de sværeste tider. Desværre var der gode brandslukkere på den modsatte side, og i sidste ende var der vådt overalt på banen.


Selv når han væltede, ramte han en medspiller med sin aflevering i en første halvleg i særklasse. Og når balancen ikke fejlede noget, og lungerne var til det, løb Dortmund-jermanden og fightede for sit land som havde han aldrig lavet andet. Skiftet ud, da han løb tør for energi.


Tre!? Ja, den er go’ nok. Det var virkelig kun tredje gang, at unge Damsgaard skulle spille en landskamp, og så går han bare ind og gør skade på et af de bedste landshold i verden. Var også tæt på sit tredje mål i trøjen, men efter en lækker dribletur, hvor han bevarede sin coolness, smygede afslutningen sig lige forbi stolpen. Skuespillerskolen skal han dog ikke søge ind på efter sommerferien.


Laudrup’sk teknik, driblinger og frækhed - på backpladsen! Prins Joakim fra den nordjyske flække Østervrå Mæhle’de Parken rød og hvid med sine evige ridt op ad venstre flanke i de første 45 minutter. En konstant trussel og påpasselig defensivt. Ikke helt så markant i den hårde anden halvleg for de rød-hvide.


Smask. Helt kølig knaldede han bolden i mål og sikrede Danmark en fantastisk start. Lige som i kampen mod Tyskland, hvor han også startede inde som frontangriber, kom den lange angriber på tavlen. Tog som altid mange slåskampe med sine modstandere inden udskiftningen.


Den belgiske anfører, Jan Verthongen, skal håbe, at han i nat ikke får mareridt i samme tempo, som han tabte løbeduellerne til den danske hurtigløber, der vandt samtlige interne kampe. Og der var mange. Sikke en energiudladning kampen igennem. Vi savnede blot den simple aflevering til Mæhle i første halvleg i stedet for skuddet fra ham selv - så havde Danmark ført 2-0 ved pausen. Ramte overliggeren til sidst, og så skulle han måske have afleveret bolden igen i sidste minut...

---
Indskiftere:

Christian Nørgaard ind efter 61 minutter i stedet for Yussuf Poulsen. Var den af alle de danske landsholdsspillere, som kom sidst på træningsbanen, fordi han mødte op med en skade, men problemerne synes væk, og han var god til at bryde det belgiske spil på midten.

Den store bomber kom ind efter 72 minutter i stedet for Mikkel Damsgaard. Med lidt held havde Braithwaite fået foden på det knaldhårde indlæg fra Cornelius, men desværre lykkedes det ikke. Skabte en masse ravage.

Midtbane-manden blev skiftet ind efter 72 minutter i stedet for Thomas Delaney. Var ikke lige så iøjnefaldende som mod Bosnien, men han var med til et par gode muligheder til Danmark mod slutningen af kampen.

Stryger Larsen kom ind efter 61 minutter i stedet for Daniel Wass. Det var i den side, at Kevin de Bruyne kom som lyn og torden, men det var hele det danske hold, som blev taget på sengen, og nu har Jens Stryger pludselig to nederlag på sit landsholdsklippekort.

Kantspilleren blev skiftet ind efter 85 minutter i stedet for Jannik Vestergaard, og viste enkelte prøver på sine driblinger.


Har været på mentalt overarbejde siden Eriksen-chokket, men havde alligevel haft tid og overskud til at udstikke en næsten perfekt gameplan mod verdensranglistens nummer et: En heftigt pressende 3-5-2-opstilling med tre topklasse forsvars-jern foran Schmeichel. Der var bare et problem: Belgiens verdensstjerne-trumfkort, som han spillede efter pausen.