Wales er en ønskemodstander.

Selv om den aktuelle version af det walisiske landshold er den stærkeste i den lille nations historie, så er det stadig et af de svageste hold, der er tilbage ved EM-slutrunden. Der er ikke nogen, jeg hellere ville møde.

Opturen for den lille, selvstyrende del af Storbritannien, beliggende på den vestlige kyst med sine blot tre millioner indbyggere, begyndte med kvalifikationen til EM-slutrunden 2016 og har varet ved lige siden. Holdet er i store træk bygget op omkring de samme spillere som for fem år siden.

Siger man Wales, må man også sige Gareth Bale. Sådan har det været i ti år. Den 31-årige superstjerne er fortsat indbegrebet af det walisiske landshold, selv om han ikke længere er den spiller, han var. På klubplan har Bale haft nogle vanskelige år i Real Madrid, hvilket kulminerede med en udlejning i sidste sæson til hans gamle klub Tottenham. Her gik det nogenlunde, selv om Bale på intet tidspunkt var fast mand.

På det walisiske landshold er det imidlertid anderledes. Bale har altid elsket at spille for sit land. Faktisk så meget, at man i Real Madrid har været i tvivl om hans engagement. I den spanske hovedstad opstod der en fortælling om, at Bale først og fremmest bekymrede sig om Wales, dernæst om golf og først derefter om Real Madrid.

Wales. Golf. Madrid. In that order. Præcis sådan stod der på et stort walisisk flag, som Bale & Co. dansede rundt med, da kvalifikationen til EM-slutrunden var en kendsgerning. Lad os sige det sådan: Det grinede de mere af i Cardiff end i Madrid.

Bale er stadig det store omdrejningspunkt på det walisiske landshold, men han laver ikke længere mål. Han har ikke scoret i sine 14 seneste kampe for Wales, selv om han har haft store chancer. I stedet opererer han mere som opbygger. Således stod han for EM-slutrundens fineste pasning, da han lagde op til Aaron Ramseys mål til 1-0 mod Tyrkiet.

Aaron Ramsey fra Juventus er en anden af de gamle kendinge. Mange vil huske ham fra tiden i Arsenal, hvor det aldrig blev helt forløst. Ramsey spiller på den offensive midtbane.

Aaron Ramsey (nr. 10) jubler med Gareth Bale efter sin scoring mod Tyrkiet.
Aaron Ramsey (nr. 10) jubler med Gareth Bale efter sin scoring mod Tyrkiet. Foto: Naomi Baker / POOL
Vis mere

De to øvrige offensive spillere i den 4-3-3-formation, som Wales har haft mest succes med ved denne slutrunde, er til gengæld nye. Det er den lille sprinter Daniel James, som har haft en lovende sæson for Manchester United, og den kæmpestore Kieffer Moore, der for et års tid siden fandt ud af, at han da vist havde en bedstefar fra det nordvestlige Wales.

Når det forholder sig sådan, kan en indfødt englænder pludselig spille for Wales. En underlig regel, som ingen rigtig orker at røre ved. Moore kan godt være en håndfuld i luftrummet, men den 28-årige angriber er ikke bedre, end at han aldrig har spillet i Premier League.

At også de to centrale midtbanespillere optræder for klubber i The Championship, nemlig Stoke og Luton, fortæller også en historie om, at Wales er et hold med begrænsninger. Af de fire spillere i bagkæden er det da også kun Ben Davies fra Tottenham, der kan prale af at få regelmæssig spilletid i Premier League. Den flegmatiske målmand Danny Ward får i hvert fald ikke et sekund, for han er reserve med stort R for Kasper Schmeichel i Leicester City. Ward har i øvrigt stået et udmærket EM.

Wales har i en årrække været det næstbedste landshold på De Britiske Øer. Der er en fantastisk spirit på holdet, der er rykket sammen omkring den uprøvede træner, Rob Page. Han har siden efteråret været midlertidig afløser for Manchester United-legenden Ryan Giggs, der er suspenderet på grund af en verserende sag om vold mod to kvinder. Wales er ikke et ufarligt hold. Men det er et hold, vi bør kunne vinde over.


Dybdeløbene fra Aaron Ramsey. Ramsey er bedst, når han optræder i en fremskudt midtbanerolle, for så har han det perfekte udgangspunkt for at tage sine mange løb ind i feltet. Da Wales mødte Tyrkiet, kunne Ramsey have scoret hattrick på den konto.


Vi skal passe på med klicheerne, for Wales er nemlig IKKE stærke på dødbolde. Sådan som britiske hold ellers normalt er. Tværtimod har det været holdets største svaghed ved dette EM. Både Schweiz og Italien scorede efter hjørnespark, ovenikøbet fra positioner tæt inde under mål. Danny Ward er heller ikke så glad for at komme ud af sit mål.


Vi skal presse de centrale forsvarsspillere, Chris Mepham og Joe Rodon. De er begge uerfarne på internationalt niveau. Det vil være en god idé at placere Yussuf Poulsen som spidsangriber igen, for han minder en del om schweiziske Breel Embolo, der terroriserede det walisiske forsvar kampen igennem, da de to hold mødtes i den indledende pulje.

  • Frankrig: 30 pct.
  • Italien: 30 pct.
  • Belgien: 30 pct.
  • Portugal: 10 pct.