For os danskere har det været de store følelsers EM-slutrunde.
Med Christian Eriksens kollaps i Parken som det traumatiske lavpunkt. Med sejrene over Rusland, Wales og Tjekkiet som de euforiske højdepunkter. Og med nederlaget til England som en afsluttende, bitter pille, der truede med at afsløre os som nogen, der var lige lovlig små i nederlagets stund.
Her tænker jeg ikke på Kasper Hjulmand og de danske spillere. Men mere på det, vi kan kalde for folkeviddet, i hvert fald som det udspillede sig på den del af de sociale medier, som jeg nu engang har adgang til. 'Graceful in defeat,' kalder englænderne det. Det var der nogen, der glemte.
I alt væsentligt var det nu dejligt, at de store følelser kom så meget i spil. At det danske landshold kunne skabe så megen glæde og så stor en sammenhængskraft i vores fragmenterede lille land, havde jeg simpelthen forsvoret.
Et af mine fineste øjeblikke under EM var glimtet af en mørkhudet teenagepige, der krydsede en fodgængerovergang i det indre København iført tørklæde og dansk landsholdstrøje. Med en fodbold i et net over skulderen.
Så vidt følelserne. Lad os lige et øjeblik kigge på, hvad det danske landshold har præsteret. For at få en pejling på, hvad vi kan forvente i de kommende år. For nu at sige det ligeud: Kan vi blive verdensmestre i 2022? Eller europamestre i 2024? Lige nu kan vi ikke. Det er ganske enkelt urealistisk.
Hvad enten vi kan lide det eller ej, så åbenbarede EM-slutrunden præcis, hvad vi godt vidste i forvejen: at Danmark tilhører den øvre middelklasse i europæisk fodbold. Hverken mere eller mindre. Symptomatisk nok kom vi til kort i de to kampe mod to af de nationer, der kan hævde at tilhøre den absolutte overklasse. Den består af England, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Frankrig og Tyskland.
Det danske landshold ligger i niveauet lige herunder. Det beviste vi med de komfortable sejre over Rusland og Wales ved EM-slutrunden, 4-0-sejren over Østrig i VM-kvalifikationen i marts og bestemt også i den tætte kvartfinale mod Tjekkiet. Vi tilhører den øvre middelklasse sammen med Kroatien, Sverige, Ukraine, Holland, Polen og Tjekkiet. Det er ikke noget dårligt selskab. Og det er faktisk en voldsom ambition for et dansk landshold at ville mere end det.
Men hvad skal så lykkes, hvis vi skal opnå det? Bedømt på EM-slutrunden skal vi have forfinet vores angrebsspil. Mod de bedste kommer vi for ofte til kort, fordi de tekniske færdigheder hos vores angribere er for begrænsede.
Når pladsen bliver trang, kikser tingene for ofte for spillere som Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite. Tæmningerne, driblingerne, de hurtige pasninger.
Deres scoringsrate på landsholdet er også for lav. De har begge scoret ti landskampsmål. I henholdsvis 59 og 56 landskampe. Procentuelt ligger de hermed langt efter de bedste angribere på de store landshold. De kommer begge til at kæmpe for deres plads på det kommende idealhold. Her passer Kasper Dolberg, Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olsen bedre ind med deres sikre og hurtige fødder.
Danmark var ikke meget dårligere end Belgien og England. Navnlig i første halvleg mod Belgien var vi gode. Vi dominerede og skabte chancer mod en hård modstander. Vi må også bare erkende, at vinden vendte, da Belgien indskiftede Kevin De Bruyne. Så kunne vi ikke længere holde fast i spillet på samme måde.
I kampen mod England på Wembley oplevede vi noget lignende. At vi havde svært ved at fastholde en dominans. Vi spillede nogenlunde lige op med de engelske værter i en time, men herefter var vi sjældne gæster på Englands banehalvdel.
Vi må også konstatere, at vi ikke har angribere af Harry Kanes og Raheem Sterlings kaliber. Når vi sammenligner Danmark og England, er det åbenlyst, at de store forskelle ligger på de offensive positioner. Phil Foden, Jadon Sancho og Jack Grealish ville ikke starte på bænken, hvis de var danskere.
Jeg ved, jeg får skyld for at være lige lovlig nøgtern indimellem. Men vi skal bare gøre os klart, at der skal endnu mere til, hvis vi skal drømme om større ting end det, vi netop har opnået.
For når vi mødte de stærkeste hold, så tabte vi.
