Det var den smukkeste aften i Parken torsdag aften.
Flot med Christian Eriksens trøje med nummer 10, der blev præsenteret på grønsværen inden opgøret. Kraftfuldt med nationalmelodien. Rørende med overrækkelsen af en personlig hilsen fra det belgiske landshold til Eriksen. Emotionelt med klapsalverne i det tiende minut.
Alt blev eksekveret med indlevelse, patos og kærlighed. Jeg tog det hele ind fra min kommentatorposition, glad og stolt over det, jeg hørte, så og følte. Det var historiske øjeblikke. Men fra det tiende minut havde jeg lyst til at komme videre.
Jeg havde lyst til at se en fodboldkamp, der ikke blev afviklet i skyggen af noget som helst. Det fik jeg heldigvis også. Det var en fremragende forestilling, som Danmark desværre tabte. Det eneste øjeblik, hvor man fornemmede, at noget var anderledes, var, da Kevin De Bruyne signalerede afdæmpet jubel efter sin scoring til 2-1 for Belgien. Fair play til en af verdens dygtigste fodboldspillere. Men det havde du faktisk ikke behøvet.
Nu skal vi nemlig videre. Christian Eriksen er i live og får efter alt at dømme et godt liv. Om det bliver et liv med en fortsat fodboldkarriere, er uvist, men så må det være sådan. Det vil være trist, men ikke ubærligt. Christian Eriksen har allerede oplevet meget som fodboldspiller og har en god familie med to små børn.
Jeg anerkender den ekspressive kultur anno 2021. Vi har i dag et anderledes behov for at vise vores følelser end tidligere. Vi har et behov for at vise vores medfølelse for omverdenen. Det er ikke nok for os at føle sympati med Christian Eriksen. Vi har brug for at vise vores sympati.
Ved at skrive på de sociale medier, ved at tage en Eriksen-trøje på, ved at råbe hans navn, ved at arrangere en rituel klapsalve midt i en fodboldkamp. Jeg oplever kulturen som stærkest hos vores unge generation, som i den grad bærer deres følelser uden på tøjet.
Alligevel vil jeg håbe, at vores kollektive hyldest til Christian Eriksen stopper nu. For så kommer den til at stå stærkest muligt. Som englænderne altid siger: Once is magic! Det er præcis sådan, jeg har det: At lige så smukt, der var i Parken forleden aften, lige så upassende ville det være at gøre det hele en gang til på mandag.
Selvfølgelig skal vi synge nationalmelodi inden kampen mod Rusland, men jeg håber ikke, vi skal klappe i det tiende minut. Jeg håber også, at UEFA vil signalere normalitet ved at præsentere den danske landsholdstrøje uden rygnummer. Sådan som det er kutyme her ved slutrunden. På mandag er det Danmark mod Rusland. Ikke Eriksen mod Belgien.
Slutrunden 2021 vil for altid bære præg af Christian Eriksens uhyggelige kollaps for øjnene af en feststemt nation. Når alt det andet er glemt, vil netop den begivenhed stå tilbage. De danske spillere vil også altid stå i et ganske særligt skær. De er blevet ... ja, nationalhelte. Anderledes kan det ikke udtrykkes.
I min optik vil det dog gøre dem til endnu større helte, hvis de rejser sig og går videre fra den indledende pulje. Det er det, jeg forventer af topprofessionelle idrætsfolk. De skal kunne fokusere. Det synes jeg så, at vi allesammen skal hjælpe dem med ved at sætte Eriksen-hyldesten på pause.
Fodbold er jo ikke blevet ligegyldigt på grund af forleden aften. Mange har sagt, at det blev sekundært, men hey, drenge og piger, det vidste vi jo godt i forvejen. Vi blev blot mindet om det på en meget brutal måde.
Hvad min egen opgave som kommentator til Danmark-Rusland angår, vil jeg bestræbe mig på at kommentere den som det, den er: En usandsynligt vigtig kamp for det danske landshold. Jeg tror bestemt også, det vil være i Christian Eriksens ånd.
På samme måde håber, jeg at de danske fodboldfans vil kanalisere al deres ekspressive sympati for det danske landshold over på de 11, der spiller mod Rusland. Det er ikke kynisk at sige, at nu skal vi videre.
Det er til gengæld det rigtige.
