Da Roberto Mancini i foråret 2018 overtog trænerposten på det italienske landshold, lå la Squadra Azzurra i ruiner. Kvalifikationen til VM-slutrunden var kikset for første gang i 60 år, den umulige Gian Piero Ventura var netop blevet fyret, og holdet skulle genopbygges fra bunden.

Den 56-årige Roberto Mancini er et stort navn i Italien. Som spiller var han sammen med sin fodboldtvilling, Gianluca Vialli, med til at gøre Sampdoria til en magtfaktor i Serie A, og som træner har han været i de største klubber.

Han gjorde blandt andet Manchester City til engelske mestre i 2012. Som han dengang sagde i et stort interview med en af de engelske aviser: »I like being a manager. I like being angry every day.«

På det stadie af sin trænerkarriere kunne Mancini godt virke uhyre bister på sidelinjen. Men han er blevet rundere. Lige fra det øjeblik, han tiltrådte som træner for det italienske landshold, har det været vigtigt for ham at skabe en stemning af ligeværd i truppen. At skabe et fladt og inkluderende hierarki. Og Italien har da også optrådt med en fantastisk spirit under hele slutrunden.

I den tredje puljekamp mod Wales sørgede Roberto Mancini således for, at samtlige markspillere og endda også målmandsreserven Salvatore Sirigu kom på banen. Italien var videre, og i den situation prioriterede Mancini at bringe alle i kamp.

Efter opgøret, som Italien i øvrigt vandt med 1-0, forklarede landstræneren, at det var hans livs skuffelse, at han aldrig kom på banen ved VM-slutrunden i 1990. Det skulle ikke gentage sig for hans spillere, når han nu havde chancen for at give dem alle et skulderklap.

Det har i det hele taget været et kendetegn for landsholdet i de tre år under Mancini, at det har været alt andet end en lukket fest. Mancini har givet debut til hele 36 spillere, og flere gange har han udtaget en trup på mere end 30 spillere, når landsholdet mødtes. Så har Italien typisk spillet de to vigtigste kampe med A-holdet og givet spilletid til en masse perifere navne i den tredje.

På den måde har Mancini sikret sig et bredt udvalg af spillere, der er vant til at være i landsholdslejren og kender landsholdets spillemæssige principper. At den slags betaler sig, er Matteo Pessina og Giovanni di Lorenzo gode eksempler på. De havde begge spillet under ti landskampe, da EM begyndte, men på grund af skader har de spillet hver sin prominente rolle.

Foto: LAURENCE GRIFFITHS
Vis mere

Roberto Mancini skulle lige bruge et års tid på at forme sit landshold. 2018 var ikke noget at prale af, men siden den første kamp i 2019 har Italien ikke kigget sig tilbage. De har slet ikke tabt i de seneste 29 kampe.

EM-kvalifikationen blev sikret med ti sejre i ti kampe og en skræmmende målscore på 37-4. Puljen i Nations Leagues A-niveau blev vundet uden nederlag. Og VM-kvalifikationskampe i marts 2021 blev let ekspederet med tre sejre på 2-0.

I den sidste testkamp inden EM blev Tjekkiet for god ordens skyld gennembanket med 4-0. Det var tydeligvis også et italiensk hold sprængfyldt med selvtillid, der åbnede EM-slutrunden med en sikker sejr på 3-0 over Tyrkiet. Klaveret var stemt. Alle kendte holdets klang.

Mancini har bygget sit hold op omkring en håndfuld topspillere, der har prøvet det meste. Gianluigi Donnarumma er en af verdens bedste målmænd, den rutinerede og indflydelsesrige stopperduo fra Juventus, Giorgio Chiellini og Leonardo Bonucci, har stadig formatet til de store kampe, på den defensive midtbane har den brasilianskfødte Jorginho været slutrundens måske bedste spiller, og endelig har Mancini fået den lille tekniker Lorenzo Insigne til at præstere lige så godt på landsholdet som for Napoli. De fem har været selvskrevne.

Helt grundlæggende har Roberto Mancini kun ét problem. Det er angriberpositionen, hvor de to gode venner, Ciro Immobile fra Lazio og Andrea Bellotti fra Torino, skiftes til at spille.

Duoen laver bunkevis af mål i Serie A, men har det svært på højeste internationale niveau. Det er også værd at lægge mærke til, at ingen af dem er blevet hentet til de allerstørste italienske klubber.

Oddsene før finalen er måske nok imod italienerne, eftersom England spiller på hjemmebane. Men hvis der er noget, et italiensk hold elsker, så er det at være outsider. Tænk blot på VM 1982 og 2006. Ingen af gangene var der nogen, der på forhånd levnede Italien en chance.

En gentagelse af de to triumfer vil fuldende Mancinis mesterværk.

Andre læser også