Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over landstræner Kasper Hjulmand i minutterne efter triumfen over Rusland. Han for rundt nede på græsset, klædt i casual, sort tøj. Heldigvis uden at gøre noget som helst forsøg på at skjule sin lykke.
Og det fedeste øjeblik var, da hovedtribunen gjorde klar til en 'Fenerbahce'. Hjulmand forsøgte forgæves at få spillernes opmærksomhed, men da det ikke lykkedes, tog han bare hyldesten selv. Løb ud mod publikum, svingede med armene tre gange og modtog folkets stormende bifald.
Den gode pointe er, at alle elskede det. Hver og en af tilskuerne i Parken jublede med Hjulmand. Fordi han med sin uskrømtede og umiddelbare glæde signalerede, at han i dette øjeblik bare var en ligesom alle os andre. En dansker, der jublede over det danske fodboldlandshold. Det har vi faktisk savnet hos de foregående landstrænere.
I 2001 var jeg i Parken, da Danmark med en knusende sejr på 6-0 over Island kvalificerede sig til VM-slutrunden i Japan og Korea. Det var en magisk aften, kronet med Thomas Gravesens missil af et frisparksmål. Jeg kan huske, at vi blev på vores pladser og fejrede med spillerne længe efter slutfløjtet, og jeg kan navnlig huske, at jeg tænkte: 'Hvor er Morten Olsen?'
Jeg mener bestemt også, at publikum forsøgte at kalde ham frem, så han kunne være med i fejringen, men den slags undte alvorsmanden Olsen ikke sig selv. Han holdt altid distancen, og hvor var det ærgerligt.
Åge Hareide var også af den gamle skole, hvad den slags angår. Meget gik jo skævt mellem den norske træner og DBU, efter at det stod klart, at han ikke fik sin kontrakt forlænget.
Jeg kan også godt forstå hans ærgrelse. Men jeg kan aldrig fjerne det billede fra min nethinde, hvor Hareide efter den vitale sejr over Schweiz vrissent afviste at tage et dansk halstørklæde på, som DBUs kommunikationschef, Jakob Høyer, rakte ham.
Okay, timingen var ikke den bedste, men det var alligevel mærkeligt at stå dér på det feststemte stadion og få en fornemmelse af, at vores landstræner ikke var en del af fejringen. Der var nok mange, der ikke så episoden, før den blev behandlet i tv-studiet, men bundlinjen er jo stadig, at det skete.
Åge Hareide formåede trods sine ubestrideligt gode resultater aldrig at skabe et bånd mellem sig selv og det danske fodboldfolk. Nordmanden forstod aldrig, at danskerne er så svære at gøre tilfredse.
Inden Kasper Hjulmand begyndte som dansk landstræner, satte han sig for at finde ud af, hvad danskhed egentlig er for en størrelse. Han opsøgte tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, musikeren Michael Falch og håndboldlandsholdets succestræner Nikolaj Jacobsen i sit forsøg på at indkredse, hvad et landshold og en landstræner skal stå for i lige præcis Danmark. Samtalerne er beskrevet i Morten Glinvads portrætbog 'Fodbolddrømmer' om Kasper Hjulmand.
Det er værd at bide mærke i besøget hos Nikolaj Jacobsen, for håndboldherrerne har i mange år haft et langt bedre image hos den danske befolkning end fodboldlandsholdet. De er mere åbne, mere ligefremme. Mere folkelige.
Det sidste er nøgleordet. I Danmark elsker vi folkelighed. Vi beundrer Peter Schmeichel, brødrene Laudrup og Jon Dahl Tomasson. Men vi elsker Preben Elkjær og Flemming Povlsen. Vi dyrker de fodboldhelte, der er ligesom os selv. Vi kan godt lide at forestille os, at de havde stået på tribunen sammen med os andre, hvis altså ikke lige de var så forbandet gode til at spille fodbold.
Jeg er ikke sikker på, at vi kan forestille os at stå på tribunen og drikke fadøl med Kasper Hjulmand. I hvert fald slet ikke før i mandags. Han har altid haft ry for at være fagmand til fingerspidserne. En træner med en meget analytisk tilgang til tingene.
Det var ikke ret tit, vi oplevede klubtræneren Kasper Hjulmand som en mand i sine følelsers vold. Det var måske også svært at dyrke den side som træner for FC Nordsjælland, der ikke samler mange tilskuere.
Lige nu er det nok ikke så vanskeligt. Danskerne elsker landsholdet, som de ikke har gjort siden EM 1992. Men derfor var det jo ikke sikkert, at Kasper Hjulmand ville dyrke begejstringen, som han gjorde. Heldigvis kunne han ikke lade være. Det var dejligt at opleve.
Måske var hans reaktion spontan. Men måske handlede den også om, at han har fundet ud af, hvor stor en del af danskheden det er at være folkelig. At juble sammen med alle os andre. Det var en ny side af Kasper Hjulmand, vi oplevede i Parken i mandags. Det klædte ham godt.
