Det er ærgerligt for Finland, at EM-slutrunden ikke blev afviklet som planlagt.

For et år siden red finnerne på en bølge af begejstring efter landets første kvalifikation til en stor slutrunde. Javel, skalaen var måske nok beskeden på den intime Telia G5 Arena i Helsinki, da slutrundedeltagelsen blev en kendsgerning med en sejr på 3-0 over Liechtenstein, men den spontane baneinvasion skulle man ikke tage fejl af. Det var ægte glæde.

I dag har meget af euforien lagt sig. Ikke mindst på bagkant af to patetiske præstationer i de sidste testkampe. Lad gå med at tabe 0-2 til Sverige i Stockholm, men 0-1 hjemme mod Estland var pinefuldt. I ingen af kampene viste Finland noget som helst slutrundeniveau. Begge nederlag var fortjente.

Den finske landstræner, Markku Kanerva, har brugt sæsonen 2020/21 til at omstille taktikken fra en klassisk 4-4-2 med Teemu Pukki og en makker oppe foran med en meget defensiv version af en 3-4-3.

Mod Sverige var det i alle tilfælde 5-4-1. Det bliver det også mod Danmark. Kanervas hensigt er at afstive det forsvar, der har bragt Finland så langt, for nøglespillerne Paulus Arajuuri og Joona Toivio er ikke kun blevet et år ældre siden sommeren 2020. De er også blevet et år dårligere. De har brug for støtte.

Det samme gælder ankeret på midtbanen. Det er den stovte Tim Sparv, der gjorde det så godt for FC Midtjylland i mange sæsoner. Men som også mistede sin plads til sidst. Sparv er blevet 34 år og har ikke noget, der ligner internationalt tempo, i sine ben længere. Han har nærmest ikke spillet for den græske bundprop Larissa i denne sæson. Det havde været langt mere gunstigt for den finske anfører, hvis slutrunden var blevet spillet i 2020.

Finland har to spillere på højt internationalt niveau. Det er de tidligere Brøndby-spillere Lukas Hradecky og Teemu Pukki. De indtager en nøgleposition i hver sin ende af banen.

Hradecky kommer selvsagt til at indtage en hovedrolle i finnernes forsøg på at slippe fra de tre gruppespilskampe med æren i behold. Han er en pålidelig målmand med et dejligt, ekspressivt udtryk. Læg mærke til, hvordan han kigger efter en lang bold til Pukki hver gang, han har sikret sig bolden. De spillede sammen i Brøndby i en enkelt sæson, så de kender hinanden.

Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS
Vis mere

Finland er voldsomt afhængige af deres offensive talisman. Pukki lavede ti mål i ti kampe, da Finland kvalificerede sig til slutrunden og har bombet mål ind for engelske Norwich City i de seneste tre sæsoner. Han er den eneste finne, der ville være i spil til det danske landshold, hvis han skiftede nationalitet.

Desværre for finnerne kæmper Pukki med sin fitness, for alle er klar over, hvor vital han er. Der gik et ryk gennem det sparsomme publikum på det olympiske stadion i Helsinki, da han blev skiftet ind mod Estland. Som type er han ikke lige Simon Kjærs livret med sin fart og sin direkte facon. Til gengæld er han henvist til at operere på egen hånd. Alle de øvrige finske spillere bruger 80 procent af deres ressourcer på at forsvare. Deres boldomgang er usikker, og de smider mange bolde væk. Dette er skrevet uden malice, men mange af dem vil helst ikke have bolden.

Der er ikke noget at snakke om. Danmark SKAL vinde over et hold som Finland. Vi kommer til at lægge øre til en masse velmente advarsler fra Kasper Hjulmand og andre godtfolk om, hvor dygtige finnerne er til at forsvare og al den slags.

Men hør nu her: Danmark deltager i EM for at gøre en forskel. Vi er langt bedre end dem. Finland er næstlavest placeret af de 24 slutrundedeltagere på FIFAs verdensrangliste. Så må vi også forlange, at Finland bliver besejret. Kom så, Danmark!


Teemu Pukki. Han pyntede på Superligaen i fire år, og han er ikke blevet dårligere. Er ansvarlig for cirka halvdelen af Finlands mål.


Truppens lave internationale niveau. Når folk tjener deres daglige brød i Esbjerg fB, Häcken, Pafos, Minnesota United og Montreal, så er det, fordi de ikke er bedre. Der vil være et meget stort spring fra de fleste af de finske spilleres hverdag til tempoet i en EM-slutrunde.


Det danske hold skal holde et højt tempo kampen igennem og sørge for, at finnerne aldrig får ro. Vi skal benytte de samme gode diagonalbolde nede bag deres forsvar, som der var mange af mod Bosnien. Så skal Poulsen og Braithwaite nok vise deres farlighed. Og hvad med noget så gammeldags som et langskud, mine herrer? Det har alle dage været et godt middel til at nedbryde en kompakt defensiv. Skyd noget mere på mål!

  1. Frankrig - 35 pct.
  2. Portugal - 20 pct.
  3. Belgien - 15 pct.
  4. Italien - 15 pct.
  5. Danmark - 10 pct.
  6. Spanien - 5 pct.